De kongelige lakajer stod klar ved Kronebilerne. I stiveste puds fra en svunden tid, ventede de på at fragte kronprinsparret og deres nyfødte kronjuveler standsmæssigt fra Riget til Amalienborg i går.

Og da Frederik og Mary var færdige med at fremvise poderne, besvare pressens spørgsmål, og vinke til fremmødte royalister, viste Frederik, at han er kronprins af tiden.

Kronprinsparret med de nyfødte tvillinger forlader rigshospital

Han og Kronprinsessen spændte tvillingerne sikkert fast i bilen, og så satte far sig selv i førersædet.

En moderne mand

For uanset om opgaven lyder på at fragte sit dyrebareste sikkert hjem, eller at stå sin kone bi ved barselssengen, så er den 10. Frederik i den danske kongerække en moderne mand. En mand, der er nærværende og engageret i familiens ve og vel. Og modsat tidligere generationers mantra - børn skal ses, men ikke høres - er landets 42-årige kronprins dybt engageret i sine poder.

- Jeg stod bi ved selve fødslen, og det er jo en kæmpe, kæmpe oplevelse også denne her gang. To børn, der skal fødes, meget meget stort. En ordentlig lod, sagde han i går, da han og Kronprinsessen forlod Riget med deres tvillinger på armen.

Til BT

Kronprinsen, der bl.a kan bryste sig af 'macho' uddannelse ved Søværnets Frømandskorps, er også så meget i kontakt med sine bløde sider, at han tager del i de mere leverpostejsfarvede nuancer af hverdagen.

- Nu skal vi starte en ny tilværelse op og få dem godt ind i deres rytmer. De skal selvfølgelig ind i deres rytmer, og de skal selvfølgelig have noget mad, sagde Kronprinsen om tvillingerne i går.

Fædre-orlov

Kronprins Frederik, der har taget knap tre ugers fædre-orlov i forbindelse med tvillingefødslen, er også mand nok til at indrømme, at det måske var for lidt. Direkte adspurgt om han overvejer at tage barselsorlov svarede Kronprinsen:

- Ja, det har da strejfet mig.

Men der hvor Kronprinsen virkelig bestod manddomsprøven, var hans reaktion på kronprinsesse Marys svar på spørgsmålet, om Kronprinsen havde været en stor hjælp ved fødslen:

- Uvurderlig meget, med stor kærlighed. Han gør alt det rigtige.

til bms f Amalienborg

Frederiks øjne blev blanke, tårerne pressede sig på, og den følsomme far til fire viste, at han er en moderne mand.