»Tampon-gate«. Det blev skandalen kaldt. Nu åbner den engelske hertuginde Camilla Parker Bowles for første gang op om den afsløring, der endte med at offentliggøre hendes affære med prins Charles og gøre hende til syndebuk.

Skandalen begyndte, da en lydoptagelse af en privat telefonsamtale mellem prins Charles og Camilla Parker Bowles blev lækket til medierne tilbage i 1992.

De var begge gift på det tidspunkt. Prins Charles var gift med den folkekære prinsesse Diana, mens Camilla var gift med Andrew Parker Bowles, som hun havde to børn med. Det gjorde blot, at den lækkede telefonsamtale fik endnu mere opmærksomhed og røg på avisforsider verden over.

Blandt andet på grund af de mere eller mindre seksuelle undertoner, der var i samtalen, hvor prins Charles ifølge NewsTalk, der har gengivet dele af samtalen, udtrykte et ønske om at være permanent i Camillas bukser - for eksempel i form af en tampon, hvilket førte til navnet 'Tampon-gate'.

»Åh, gud. Jeg må bare bo inde i dine bukser eller noget. Det ville være meget nemmere,« hører man Charles sige i samtalen, der stammede fra 1989.

»Hvad har du tænkt dig at forvandle dig til, et par trusser?« spørger Camilla grinende, før hun fortsætter:

»Åh, du kommer til at komme tilbage som et par trusser.«

»Eller - gud forbyde det - en tampax. Det vil være lige mit held,« griner Charles, hvorefter Camilla leende siger:

»Du er en komplet idiot. Hvilken vidunderlig idé.«

Nu fortæller den i dag 69-årige hertuginde i et interview med The Mail on Sunday ærligt om, hvordan hun tacklede afsløringen, der fik hende kastet på alverdens avisforsider og gjorde hende udskældt i store dele af verden.

»Jeg kunne virkelig ikke gå nogen steder hen. Men børnene kom og gik som normalt, de fandt sig i det, og det samme gjorde gode venner,« siger hun i interviewet.

»Det var fælt. Det var en dybt ubehagelig tid, og jeg ville ikke udsætte min værste fjende for det. Jeg kunne ikke have overlevet uden min familie,« tilføjer hun.

Camilla og Charles mødte hinanden i begyndelsen af 1970'erne under en polokamp, hvorefter de blev tætte. Men historien forlyder, at hun i 1973 giftede sig med Andrew Parker Bowles, fordi prinsen ikke gik ned på knæ. De to fortsatte dog som venner, og senere indledte de en affære.

Mange gav efterfølgende Camilla skylden for, at ægteskabet mellem prins Charles og Diana skrantede. Også selvom Diana senere indrømmede, at også hun havde haft en affære i løbet af ægteskabet.

Umiddelbart efter at telefonsamtalen var blevet lækket, blev Charles og Diana separeret, men først fire år senere blev de formelt skilt. Camilla og Andrew var gået fra hinanden året forinden.

I 1997 mistede Diana livet i en bilulykke i Paris. Prins Charles og Camilla fortsatte i tiden efter deres forhold, men de holdt det privat indtil 1999, hvor de viste sig sammen for første gang. Året efter mødtes de med dronningen, hvilket blev set som et tegn på, at hun godkendte forholdet.

De to sagde 'ja' til hinanden ved et bryllup i 2005.

I interviewet fortæller Camilla, at humor for hende var nødvendigt for at kunne håndtere det, som skete.

»Du er nødt til at kunne grine af dig selv, for hvis du ikke kan det, kan du lige så godt give op. Jeg tænker nogle gang for mig selv: 'Hvem er denne kvinde? Det kan umuligt være mig'. Og det er i virkeligheden sådan, du overlever,« forklarer hun.

Derudover har gode venner været en uvurderlig hjælp.

»Så hvis jeg nogensinde så ud til at blive bare en smule indbildsk, hvilket jeg heldigvis aldrig er blevet, så ville de bare sige til mig: 'Helt ærligt, tag dig sammen. Lad være med at være så fandens overlegen,« siger hun.