Øverst ses billeder fra Prinsgemalens vin-rige

Prins Henriks godt 40 år som vinbonde i Sydfrankrig har ikke været nogen dans på anmelderroser.

Trods et mærkbart kvalitetsløft for hans vine fra Chateau de Cayx de senere år, har det uvenlige prædikat »rævepis« fra de første, syrerige årgange hængt ved. Selv den vinkyndige prins Joachim medgav for nogle år siden over for BT, at vinene fra Cahors tidligere havde kunnet  føles som »æselspark«.

Læs også:

Tirsdagens udmelding fra kongehuset om, at prins Henrik opgiver sit liv som passioneret vinbonde og bortforpagter salg og produktion af sine vine til et lokalt kooperativ, vækker ikke desto mindre overraskelse i den danske vinbranche.

Umiddelbart vurderes det som en form for udvanding af det brand og de kostbare investering i eget produktionsapparat, som prins Henrik med støtte fra dronning Margrethe har investeret i sit sydfranske hjertebarn siden købet i 1974.

Hos vinfirmaet H.J. Hansen, der står for importen af Prinsgemalens vine i hele Skandinavien, lyder meldingen dog ikke overraskende, at forpagtningen til kooperativet vil have en positiv effekt.

»Det kooperativ har noget mere økonomi og knowhow end slottet i sig selv, så jeg tror sådan set, at der vil komme en synergi-effekt, som vil gavne vinen. Man har ikke haft råd til at ansætte en eksportdirektør eksempelvis, så også distributionen vil blive bedre over hele verden og kvaliteten vil blive fastholdt,« lyder det fra salgs- og indkøbsdirektør Lars Bo Henriksen fra H.J. Hansen.

Læs også:

Den danske vinimportør Christian Philipson, der har et indgående kendskab til den franske vinbranche, hæfter sig dog ved, at vinene fra Cahors-distriktet, som prins Henriks slot hører under, generelt har haft store udfordringer de seneste årtier.

»Man lider under, at områdets toneangivende Malbec-drue er mere udbredt med succes i Argentina. Derfor har vinene fra Cahors ikke haft min store bevågenhed, selv om man faktisk på det seneste har forsøgt at lægge sig i kølvandet på de argentinske vines succes for at promote sig i Cahors,« siger Christian Philipson.

Læs også: 

»Cahors vine har ofte fået det prædikat, at de er mørke, lidt dunkle vine med højt syreindhold, der har været lidt utilgængelige. Det har været rigtig meget op ad bakke for distriktet i mange år, det kan man godt sige stille og roligt. Uanset om man har været prinsegemal eller ej. Det er formentlig et af de vindistrikter i Frankrig, der har haft det sværest rent salgsmæssigt. Man har ikke haft medvind,« tilføjer han.

Han kender godt i forvejen vinkooperativet Vinovalie, som Chateau de Cayx fremover bliver forpagtet af, og noterer diplomatisk, at »de da faktisk kan lave pæne ting«.

»Det er få kooperativer, der generelt i vinbranchen gør sig gældende som de bedste producenter. Formentlig vil Chateau de Cayx blive en slags lokomotiv for kooperativet.  Og for Cahors generelt skal der nok en stilændring til for at blive en succes hos forbrugerne,« lyder vurderingen fra Christian Philipson.

Prins Henriks vine koster i Danmarks fra 70 til 1500 kr. flasken.