Den seneste uge har været turbulent for Danmarks regentpar, men nu får de chancen for at træde et skridt tilbage og få pusten. Tirsdag rejser dronning Margrethe nemlig til Sydfrankrig, hvor hun sammen med prins Henrik skal feriere på parrets vinslot ’Chateau de Cayx.’

Vinslottet i Sydfrankrig har i mange år dannet rammer for regentparrets sommerferie, og det kommer en verdensomspændende mediestorm ikke til at sætte en stopper for. De næste par uger er dronning Margrethe nemlig, traditionen tro, frataget sine royale pligter, for at kunne holde ferie med prins Henrik i det sydfranske.

Det bekræfter Kongehuset overfor BT.

Dronningen drager sydpå den 8. august og er først tilbage i Danmark den 23. august. Dermed får regentparret rig mulighed for at tale om den seneste tids tumult.

Genforeningen i Sydfrankrig bliver første gang, parret skal se hinanden, siden BT i sidste uge kunne afsløre, at prins Henrik ikke ønsker at blive begravet ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, som det ellers var planlagt. En nyhed som skabte stor debat - ikke blot i Danmark men også verden over.

Det kommer ikke bag på historiker og kongehus-ekspert Jes Fabricius Møller, at parret har valgt at holde ferie sammen i det sydfranske, på trods af at det er under mere kaotiske omstændigheder end normalt.

»Regentparret har interesse i at udstråle så høj en grad af normalitet som overhovedet muligt. De har holdt denne ferie rigtig mange år, og det ville virke meget demonstrativt, hvis de for første gang undlod at gøre det,« siger han.

Prinsens tilflugtssted

Selvom dronning Margrethe først rejser til Sydfrankrig tirsdag, har prins Henrik opholdt sig på vinslottet i den franske landsby Cayx siden midten af juli - langt fra danske avisforsider og nysgerrige journalister. Det er ikke første gang, at prins Henrik søger tilflugt bag Chateau de Cayx’ mure, mens en mediestorm raser herhjemme.

I et interview med BTs Bodil Cath tilbage i 2002 fortalte Prins Henrik første gang offentligt om at føle sig degraderet og som ’et ligegyldigt vedhæng.’ Også dengang strejkede han og tog en tænkepause på vinslottet i Sydfrankrig.

Selvom konflikten var den samme dengang i 2002, som den er i dag, mener Jes Fabricius Møller dog, at den har fået en helt anden karakter.

»Det er den samme konflikt som dengang for 15 år siden, men det er første gang, at den har fået et udslag, der er så dramatisk,« siger han og tilføjer:

»Dengang holdte man facaden, men nu er der simpelthen tale om en offentlig tilkendegivelse af en uenighed og konflikt, og derfor bliver det sværere at opretholde facaden.«