Erann DD mærkede nervøsiteten, da han skrev sangen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fredag kunne man for første gang høre Erann DDs bryllupssang til Frederik og Mary i radioen, og man behøvede ikke at være en af de to hovedpersoner for at blive rørt.

Sangen »When You Hold Me« er så følsom, at den er lige til at blive forelsket af, og den har en ro, som resten af den hektiske bryllupsfeber godt kunne lære lidt af.

Om sangen kan få mundvigene til at dirre hos Frederik og Mary, ved Erann DD endnu ikke, men han kan næsten ikke vente med at høre, hvordan reaktionerne var omkring den royale cd-spiller.

»Jeg glæder mig som et lille barn til at høre, hvad de synes om den. Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg får deres reaktion, men jeg kan næsten ikke vente,« siger sangeren med den bløde stemme, som på halvanden måned har skrevet sangen, som alles ører vil være rettet imod i løbet af foråret.

Den ellers så afslappede sanger har da heller ikke kunnet lade være med at føle et vist pres over at skulle skrive en sang til netop de to personer.

Fyldte hovedet
»Når jeg tænkte over, hvem det var, jeg skrev til, kunne jeg godt ryste på lillefingrene. Men samtidig har jeg haft meget stor glæde ved at gøre det, som har gjort, at den lidt har spillet sig selv,« fortæller Erann DD, som stort set ikke har tænkt på meget andet end Frederik og Marys kærlighedssang i det sidste stykke tid.

»Den har fyldt hele mit hoved og taget meget plads. Det har gjort det utrolig koncentreret, og det har faktisk været dejligt at arbejde på den måde.«

Præsenteres i Tivoli
Erann DDs sang er sammen med et Flora Danica-stel danskernes folkegave til det kommende brudepar, og både porcelæn og kærlighedssang bliver præsenteret for danskerne 12. maj til DR1s bryllupsshow i Tivolis Koncertsal.

Det sker, mens Frederik og Mary holder deres eget ungdomsgilde på musikstedet Vega ikke langt derfra. De går derfor glip af et stort show, hvor Ronan Keating, Linie 3, Caroline Henderson, Karen Busck, Søs Fenger, Tue West og Erann DD vil spille kærlighedsduetter. Indimellem vil der være små hilsener fra Marys landsmand Dame Edna, som blandt andet afslører detaljer fra sin egen bryllupsnat og giver Mary skønhedstips. Erann DDs sang kan købes fra 19. april.

sch@bt.dk