Englænderne fik to ekstra fridage mandag og tirsdag på grund af dronning Elizabeths 60 års jubilæum. De takkede for friheden ved at møde talstærkt op i Londons gader for at hylde regenten.

Eksperter i at tolke den engelske dronnings mimik har sagt god for, at smilene under festlighederne i anledning af hendes 60 års regentjubilæum var ægte nok.

Det ville ellers have været ganske forståeligt, hvis hendes ansigtstræk også havde antydet en vis træthed. Med fare for at blive kaldt aldersdiskriminerende har de mange arrangementer alt andet lige været noget strabadserende for den 86-årige dronning.

Tirsdag sidst på eftermiddagen sluttede fire dages gigantisk folkefest for Elizabeth II. En begivenhed, som ifølge de engelske royale eksperter har været en succes og har vist, at monarkiet ikke umiddelbart står foran afskaffelse. På Twitter skrev fodboldlandsholdets tidligere topscorer og nuværende TV-vært Gary Lineker da også, at »vi briter kan det der med pomp og pragt. Bare kom an OL.« London er vært, når OL starter i slutningen af juli.

Den royale fest sluttede med, at dronning Elizabeth sammen med sin familie - prins Charles, prins William og hertuginderne Camilla og Kate samt lillebror prins Harry - lod sig hylde fra balkonen på Buckingham Palace. Jubelen var øredøvende, da den lille dame trådte frem foran sit folk. De tusinder af briter, som havde taget opstilling foran slottet og langs alléen The Mall, der fører op til slottet, jublede og viftede med Union Jack, mens regnen silede ned.

Det hele blev rundet af med »God Save the Queen«, som har lydt et par gange eller mere under diamantjubilæet.

The Mall var også fyldt til bristepunktet mandag aften, hvor Buckingham Palace dannede ramme om en giga-koncert med en lang række koryfæer fra populærkulturen, blandt andre Kylie Minogue, Tom Jones, Stevie Wonder, Elton John og Paul McCartney. Til sidst var Dronningen selv på scenen, men hun overlod det dog til sønnen prins Charles at holde takketalen.

Tirsdag morgen var det op igen til festgudstjeneste i St Paul’s Cathedral, hvor premierminister David Cameron læste en tekst, mens ærkebiskoppen af Canterbury holdt hyldesttale for Dronningen. Efter kirkegang var det reception hos Londons borgmester og frokost med 700 velgørenhedsfolk og unge mennesker i Westminster Hall ved det britiske parlament.

Herfra gik turen ved 15-tiden tilbage til Buckingham Palace, hvor balkonscenen var foreløbig sidste gang, at briterne var i selskab med deres dronning. Meget passende for på det tidspunkt silede regnen ned over London. Både mandag og tirsdag var erklæret fridage i hele i Storbritannien i anledning af diamantjubilæet.

Prins Philip deltog heller ikke i festlighederne søndag. Den 90-årige prins blev lørdag indlagt med en blærebetændelse, men søndag udtalte hans yngste søn, prins Edward, ifølge BBC, at han er i bedring.