Prins Harrys udskejelse og nøgenbilleder fra Las Vegas kan skade det britiske kongehus, mener ekspert.

Efter mere end et årti med dårlig omtale og en styrtdykkende popularitet, er det britiske kongehus de seneste år atter kommet ind i varmen hos briterne. Prins William og Kates bryllup sidste år og dronning Elisabeths 60 års regentjubilæum i år har gjort det britiske kongehus til et af de for tiden mest populære i Europa. Men nu er den position atter kommet i fare.

For prins Harrys skandalebilleder fra en druktur i Las Vegas, hvor den 27-årige prins for nylig blev fotograferet uden en trævl på kroppen i nærkontakt med en nøgen pige under et spil strip-billard, kan få skade det britiske kongehus. Det mener historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- På kort sigt kommer det nok ikke til at få stor betydning, men på lang sigt kan det godt få rigtig stor betydning. Hvis der bliver ved med at dukke sådan nogle ting op, så er det noget, som godt kan komme til at skade kongehuset i Storbritannien, siger Lars Hovbakke, der mener, at det kan resultere i en faldende opbakning til kongehuset og som yderste konsekvens en opløsning af monarkiet.

Ifølge kongehuseksperten har folk nemlig en stor forventning til, hvordan de kongelige opfører sig.

- De skal opføre sig ordentlig. De skal være seriøse i deres arbejde, og så skal de foretage sig noget, der har samfundsmæssigt betydning. De skal ikke bare være 'partyprinsesser' og 'partyprinser', som går rundt og bare fester. De skal hæve sig over andre mennesker, og det kan man ikke ligefrem sige, at de gør, hvis der er nøgenbilleder af dem, forklarer Hovbakke, der mener, at prins Harry fremover skal være meget påpasselig og holde sig på måtten, hvis han vil gøre sig håb om briternes tilgivelse.

For selv om prins Harry hverken er konge eller direkte tronfølger, så er han trods alt nummer tre i arvefølgen til tronen, og det forpligter.

- Det er klart, at det havde været en skandale af et helt andet omgang, hvis det havde været kronprinsen eller en konge eller en dronning, der havde opført sig sådan. Men han (prins Harry,red.) er en fremtrædende og meget central person, og derfor har det stor betydning, hvordan han opfører sig, forklarer Lars Hovbakke, der ellers fremhæver prinsen for normalt at være en af kongelige, der opfører sig ordenligt.

Selv om den unge prins tidligere er havnet i en mindre skandale, da han til en udklædningsfest troppede op med et hagekors på armen, så har han samtidig også vist sig fra sin seriøse side ved at satse på en militærkarriere.

Og derfor kommer prins Harrys vilde eskapade i Las Vegas nok ikke til at lægge sig i top på de europæiske kongehuses skandale-liste.

Mens 1990'ernes skilsmisse mellem Diana og prins Charles og den efterfølgende ballade fortsat topper den skandale-listen hos det britiske kongehus, så har det svenske og det spanske kongehus stået for de største skandaler i nyere tid.

Både den spanske konge, Juan Carlos, og den svenske konge, Carl Gustaf, er blevet anklaget for gentagne tilfælde af utroskab. Derudover er den svenske konge blevet anklaget for at have haft forbindelser til en stripklub med mafiarelationer, mens den spanske konge har fået på puklen for at deltage i en elefantjagt.

- De tre kongehus skal passe meget på, hvad de gør - det er en hårfin balance, og der skal ikke ret meget til, når de i forvejen er mistænkt for skandaler, at folk vender igen, siger Lars Hovbakke Sørensen og forklarer, at antallet af skandaler i et kongehus hænger sammen med, hvilke medlemmer kongehuset har.

- Man kan se en helt klar sammenhæng med hensyn til, hvilke personer der er i kongehuset,  om der har været skandaler eller ej, og om kongehuset er populært. Så snart der kommer en skandale, så dukker populariteten hurtigt, forklarer han. 

ifølge Lars Hovbakke Sørensen er der ikke sket nogen større skandaler i det danske kongehus i nyere tid, siden kronprins Frederik og hans daværende flamme Aamund blev stoppet af politiet i en brandert nytårsaften i 1992.  Malou Aamund, der kørte bilen og ikke havde kørekort, blev sigtet for spirituskørsel.