Det er kutyme, at PostNord laver jubilæumsfrimærker i forbindelse med royale mærkedage. Det har de også gjort i forbindelse med dronning Margrethe og prins Henriks guldbryllup, som de skal fejre bag lukkede døre 10. juni.

På frimærket, som du kan se her, står de to sammen. Og det er i disse dage et sjældent syn, hvor prinsgemalen er gået på pension.

Her ses frimærket, der er lavet i anledning af guldbrylluppet, der finder sted 10. juni.
Her ses frimærket, der er lavet i anledning af guldbrylluppet, der finder sted 10. juni. Foto: PostNord
Vis mere

Og vi skal heller ikke regne med at få lov til at se regentparret fejre deres guldbryllup i juni. De har nemlig for længst meddelt, at der ikke kommer til at være en offentlig fest.

»Det er klart, at der er endnu mere behov for et frimærke denne her gang, fordi danskerne ikke ser regentparret så meget sammen til daglig, og fordi de har fravalgt at holde en fest i forbindelse med deres guldbryllup. På den måde er det en slags plaster på såret, for det guldbryllup vi alle sammen er blevet snydt for,« siger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til TV 2.

Regentparret brugte en halv dags tid på Marselisborg på at få taget billederne til frimærket. Der skulle eftersigende have været en ualmindelig god stemning. Det fortæller Martin Pingel, der arbejder som designchef i PostNord Frimærker.

Guldfrimærket koster 50 kroner stykket, og der er fremstillet 40.000 eksemplarer. PostNord forventer, at danskerne kommer til at købe alle frimærkerne.