Mange danskere, miljøorganisationen NOAH og Greenpeace har rettet deres vrede mod Dronning Margrethe efter Her og Nu's afsløring af, at hendes benzinsluger af en Bentley kørte over 1.000 kilometer uden kongelig passager - for derefter at fragte dronningen de blot tre kilometer fra Klitgården til Skagen Museum, som hun skulle åbne.

Nu skal dronningen passe på, at hun ikke kommer ud af trit med befolkningen, lyder vurderingen fra historiker og kongehus-ekspert Lars Hovbakke Sørensen.

»Kongehusets popularitet afhænger af, at der er en vis overensstemmelse mellem, hvad de foretager sig, og hvad befolkningen forventer sig af dem. Der er ingen tvivl om, at kongehuset bør reagere på, at befolkningen går mere op i miljøet end tidligere,« siger han til BT.

Den for dronningen noget prekære sag daterer sig til 12. februar, hvor hun fløj med en af luftvåbnets store EH-101-helikoptere fra Fredensborg til Klitgården i Nordjylland i forbindelse med, at hun skulle åbne Skagens Museum. Samtidig kørte dronningens chauffør hendes Bentley, Krone 121, hele den lange tur til det nordjyske uden majestæten på bagsædet - 1.108 kilometer i alt - blot for at fragte dronningen de sidste tre kilometer til museet. Og det i en bil, som kører seks kilometer på literen - ved økonomikørsel.

»Det er jo helt ustyrligt og fuldstændig ubegribeligt, at dronningen ikke optræder med bare en lille smule fornuft,« sagde trafikkonsulent i miljøorganisationen NOAH, Ivan Lund Pedersen, om dronning Margrethes eklatante benzinforbrug til Her og Nu.

Artiklen fortsætter under billedet.

Margrethes Bentley kører cirka seks kilometer på literen. Så der er gået mere end 160 liter benzin til den 1.108 kilometer lange tur, der sammenlagt tog 16 timer.
Margrethes Bentley kører cirka seks kilometer på literen. Så der er gået mere end 160 liter benzin til den 1.108 kilometer lange tur, der sammenlagt tog 16 timer. Foto: Niels Henrik Dam
Vis mere

Lars Hovbakke Sørensen mener, at dronningen i den pågældende sag er blevet fanget mellem kongehusets traditioner og befolkningens nye forventninger til de royale og deres ageren.

»Der er tradition for, at de kongelige bliver transporteret rundt, når de har pligter og arrangementer uden hensyn til miljøet. Fokus har udelukkende været på, at hun (dronningen, red.) skal transporteres på den for hende mest hensigtsmæssige måde. Det er en ret ny tendens, at vi er opmærksomme på den slags, også når det drejer sig om de kongelige, politikerne og andre fra samfundets top,« siger han.

Lars Hovbakke Sørensen, som har fulgt kongehuset tæt gennem flere år, er overbevist om, at dronning Margrethe har taget den massive kritik til efterretning.

»Jeg tror ikke, kongehuset ændrer noget nu og her, men jeg er overbevist om, at det indgår i overvejelserne, at de fremadrettet vil gøre tingene anderledes. Kongehuset har i mange år været dygtige til at vejre folkestemningen og fortsætte deres gradvise modernisering derefter. Det vil de helt sikkert også gøre i denne sag,« siger han.

Overfor Her og Nu ønskede kongehuset ikke at forklare logikken bag dronningens (over)forbrug af ressourcer i forbindelse med Bentley'ens lange rejse tværs gennem Danmark.     .

»Vi vurderer altid det samlede transportbehov i den konkrete situation. Efter besøget på Skagens Museum var der andre gøremål i Jylland, hvor bilen blev brugt som transportmiddel,« forklarede kongehusets presse- og kommunikationschef Lene Balleby overfor Her og Nu, uden dog at ville sige konkret hvilke gøremål, det drejede sig om.