Efter skilsmissen er Alexandra klar til at åbne et nyt livskapitel

Det er skilsmissen, der er årsag til, at Alexandra har sat sit millionpalæ på ydre Østerbro til salg. Nu kan BT afsløre, at pengene fra salget skal gå til anskaffelse af en stor herskabslejlighed i indre København.

I går sendte grevinde Alexandra en pressemeddelelse ud om, hvorfor hun har valgt at sætte sit palæ på Svanemøllevej til salg for 25 mio. kroner.

Her oplyste Alexandra, at det er pga. af skilsmissen fra den 14 år yngre fotograf Martin Jørgensen, at Alexandra og de to prinser - Nikolai og Felix - nu vil finde en anden bolig.

»På grund af min skilsmisse har jeg valgt at begynde et nyt kapitel i mine sønners og mit liv,« siger grevinden i meddelelsen til Ritzau Fokus.

Som så mange andre fraskilte, der er blevet boende i det fælles hjem, har også Alexandra haft lyst til at finde sig en ny bolig i stedet for det store, hvide pragtpalæ i ambassadekvarteret på ydre Østerbro, som dannede rammerne om hendes og Martin Jørgensens ægteskab. Palæet fik Alexandra kvit og frit i 2005 i forbindelsen med skilsmissen fra prins Joachim samme år.

»Prinserne og jeg søger naturligt nok en ny begyndelse i nye omgivelser. Vi har haft mange dejlige år i vores hjem på Svanemøllevej, og nu er tiden kommet til det næste kapitel, hvor vores liv indeholder nye aktiviteter, og vi har mod på nye udfordringer,« skriver grevinden.

Trives i storbyen

Endnu har Alexandra ikke fundet en ny bolig.

Men det tyder på, at den tidligere finanskvinde fra Hongkong trives bedre i en storby.

BT kan nemlig afsløre, hvor grevinde Alexandra kigger efter bolig.

»Jeg tror, det bliver en af de store herskabslejligheder i indre by, for hun har jo stadig Felix boende,« siger kendis-stylisten og Alexandras nære ven Dennis Knudsen til BT.

Hvis det lykkes Alexandra at få solgt det 356 kvadratmeter store, hvide palæ på Svanemøllevej til udbudsprisen på 25 mio. kroner, kan grevinden høste et overskud på cirka 18 mio. kroner.

De penge kan Alexandra sagtens få brug for. Man skal nemlig have godt med penge på lommen, hvis man vil erhverve sig en af herskabslejlighederne i indre København.

Men Alexandra skal stadig have plads til både Felix og Nikolai, selv om sidstnævnte er ved at tage studentereksamen på Herlufsholm Kostskole.

Der har været tale om, at Felix skal følge i sin storebrors fodspor, men ifølge Dennis Knudsen er der endnu ikke truffet en beslutning.

Andre læser også: Afdød container-milliardærs virksomhed solgt: Så mange millioner tjener arvingerne

Til gengæld har Alexandra besluttet, at hun bliver i Danmark.

»Vi har endnu ikke fundet et sted at bo, men forbliver i København. En ny tid begynder, og vi ser frem til det,« slutter grevinden.