Seks ud af ti danskere bakker op om Dronning Margrethe efter Prins Henriks retræte.

Hånd i hånd har Dronning Margrethe og Prins Henrik repræsenteret Danmark i årevis, men Prinsgemalens retræte i begyndelsen af sidste år, har sat Dronningen under pres. Alligevel vil et flertal af danskerne ikke have, at hun abdicerer, viser en ny Yougov undersøgelse. 58 procent af danskerne mener, at Dronning Margrethe skal fortsætte som regent til, hun bliver syg eller dør.

»Dronningen har haft et hårdt år, fordi Henrik ikke deltager mere. Man må nok sige, at danskerne er meget tilfredse med dronningen. Der er nok også mange, som synes, det er synd for hende, at hun skal klare arbejdsopgaverne alene, fordi prins Henrik ikke deltager i ret mange ting,« siger kongehuseksperten Lars Hovbakke.

Under Dronningens nytårstale i begyndelsen af 2016 sprang hun en sand bordbombe, Prins Henrik skulle på pension. Siden da har han efterladt Dronningen i nogle akavet situationer, som da han ikke mødte op under statsbesøget fra den belgiske konge Philippe. I stedet hyggede Prinsgemalen sig på spansk gourmetrestaurant i Tenerife, på trods for at Dronningen i flere medier havde sagt, at han ville komme.

Førhen regerede Dronningen og Prins Henrik sammen som et par, men nu er Dronning Margrethe altså hovedsageligt alene om de royale opgaver, fortæller historikeren Sebastian Olden-Jørgensen.

»Dronningen og danskerne har jo været vant til, at hendes job er et job, man laver som et team. Derfor kan det godt være, at hun målt i time for time laver det samme, men hun laver det under helt andre betingelser: Alene. Det må være byrdefuldt,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Prins Henrik og Dronning Margrethes bryllup.
Prins Henrik og Dronning Margrethes bryllup. Foto: PER PEJSTRUP
Vis mere

Han uddyber, at vi aldrig før har set en konge gå på pension her i Danmark.

»Vi kalder det for pension, da det er det ord, som dronningen brugte, men selv hun skulle sætte ord på noget helt nyt og næsten utænkeligt. Det er normalt at trappe lidt ned med alderen, men det er noget helt andet end at gå på pension. Det er nærmere en retræte,« fortæller Sebastian Olden-Jørgensen.

At pensionere sig som konge eller dronning kan måske blive den nye trend, mange af danskerne er i hvert fald ligeglade med de gamle traditioner. Traditionen tro regerer regenten til sin død, men 39 procent af danskerne siger, at Dronning Margrethe skal trække, hvis hun bliver syg.

»Gennem mange år har der været forståelse for, hvis Dronningen skulle have lyst til at trække sig før tid. Den forståelse er kun blevet større. Men det er 500 år siden, nogen holdt op med at være konge i Danmark, før de døde. Det var Christian d. 2 i 1523,« fortæller kongehuseksperten Lars Hovbakke.

Undersøgelsen er foretaget af Yougov og er baseret på 1002 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 24. - 27. Marts 2017.