Kronprinsesse Mary siger i sin tale til kronprins Frederik, at hun er lykkelig for, at han fejede benene væk under hende, da de i sin tid lærte hinanden at kende.

- Livet med dig er aldrig kedeligt, siger hun, da hun som den sidste taler ved gallamiddagen på Christiansborg Slot i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag.

Det skete umiddelbart efter, at Lis Sørensen, som er en af kronprinsens yndlingskunstnere, havde sunget "Fuld af nattens stjerner" sammen med Københavns Drengekor.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Kronprinsesse Mary indleder med en opsummering af kronprinsens mange roller: far til fire, frømand, musikelsker, militærmand.

- Og min mand, siger hun.

Hun taler om, hvor svært det er at indfange ham som menneske, fordi han rummer så mange facetter.

- Du er et sammensat menneske. Kompleks og ligetil på en gang. Du kender dig selv og er dig selv. Deri er kernen, der binder det hele sammen, siger kronprinsesse Mary.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Hun siger, at han fortæller de samme vittigheder gang på gang, og at han selv griner ad dem.

- Hvis vi sidder på en restaurant, og tjeneren spørger, om du er "finish'", så er det helt sikkert, at du svarer "no, I am Danish".

Hun kommer også ind på hans forhold til de fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent.

- De føler, at du tror på dem, også når de selv tvivler. Når du en sjælden gang bliver sur, er du som din far - hurtig til at komme videre. Du finder nemt barnet i dig selv, og dine børn elsker, når du leger med dem.

- Men du skal også vide, at de synes, du er en dårlig taber, siger Mary.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hun takker kronprinsen for at have støttet hende i rollen som kronprinsesse.

- Du har om nogen støttet mig i at finde fodfæste i den verden, som nu er vores, siger kronprinsessen der slutter med ordene:

- Tillykke. Jeg elsker dig.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Foruden kronprinsessen talte dronningen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved middagen.