Når kunstmuseet Arken på lørdag åbner den hidtil største udstilling af Dronningens kunstværker, er regenten spændt på, hvordan den bliver modtaget.

- Jeg er mere spændt, end jeg nogensinde har været før.

Sådan siger dronning Margrethe om sin store kunstudstilling, der åbner på kunstmuseet Arken i Ishøj på lørdag.

Her bliver 135 af Dronningens akrylmalerier, akvareller og decoupager vist frem i den hidtil største udstilling af dronning Margrethes kunst, og den består af værker, hun har lavet gennem 35 år. Udstillingen har fået titlen ”Farvens Sjæl – dronning Margrethe IIs kunst.”

- Det er en meget stor oplevelse at få lov at udstille her på Arken. Jeg blev lettere paf, da jeg blev spurgt, siger dronning Margrethe, da hun onsdag eftermiddag er med til at præsentere udstillingen på kunstmuseet i Ishøj.

Museumsdirektør Christian Gether er også begejstret.

- Det er fantastisk, at vi får en fuldstændigt unik mulighed for at få et indblik i Dronningens kunst, som i virkeligheden er et indblik i Dronningens måde at fortolke tilværelsen på, siger han.

- Det er helt utroligt og unikt, at Danmarks statsoverhoved også er billedkunstner. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Dronningen ikke var født til at være dronning, så ville Dronningen have været billedkunstner, siger Christian Gether.

Især er mange af Dronningens landskabsmalerier – både fra hendes unge kunstnertid og senere - med på udstillingen.

- Natur og landskaber har altid været vigtigt for mig, det har det været, siden jeg var barn. Jeg har været heldig at rejse hele mit liv, især i Danmark, og se landskaber, siger dronning Margrethe, der også kunne lide at male landskaber tilbage i sin skoletid.

Også eventyrlige malerier, som dronning Margrethe har fundet inspirationen til i Tolkiens fortællinger, hænger på væggene på kunstmuseet, ligesom Arkens udstilling også viser flere af Dronningens senere værker.

Siden 2005 har udgangspunktet for hendes arbejde således været forskellige stenformationer og skeletter. Også Dronningens seneste værker, serien ”Knokler”, der forestiller forskellige knogler i røde nuancer på gul baggrund, er med på udstillingen. De er malet i 2011.

- Det er ikke fordi, man har fået ordnet sine knæ, at man skal gå rundt og male knogler, siger dronning Margrethe med henvisning til sine to knæoperationer.

Hun har fundet inspiration til knoglebillederne blandt andet i arkæologien, hvor hun som studerende blandt andet lærte om dyreknogler.

Og selv om hun med sine egne ord er blevet en mere erfaren maler med årene, kan man jo altid ønske sig at blive bedre, lyder det.

- Jeg ville mange gange ønske, jeg kunne male som Eckersberg eller L.A. Ring eller andre gode kunstnere, siger Dronningen.

Regenten har da også tænkt sig at følge med i, hvad anmelderne skriver om udstillingen.

- Så forfængelig, at jeg ikke vil læse kritikken, tror jeg aldrig, jeg har været, siger hun.

Dronning Margrethe håber dog, at gæsterne på udstillingen vil prøve at se på kunsten frem for kunstneren bag.

- Jeg ville aldrig kunne diktere, hvordan folk skulle se på kunst, hvad end det er mine værker eller andres. Men jeg vil gerne have, at de bruger øjnene først og så resten bagefter, siger Dronningen.

Der er mulighed for at se regentens kunstværker på Arken frem til 1. juli i år.