Det har vakt debat, at dronning Margrethe II har udtalt sig om indvandring og de problematikker, det giver, i en ny samtalebog med Berlingskes Thomas Larsen. Og det kan forfatteren til bogen godt forstå. Det står nemlig ikke skrevet nogle steder, hvad en monark må og ikke må, når det gælder samfundsdebatten.

»Det er ikke en naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark. Det gør man ikke nødvendigvis. Der skal skiftes lidt af jorden i potten, tror jeg. Man må gerne beholde sine rødder, men man skal sørge for, at jorden er frisk,« siger dronning Margrethe blandt andet i bogen, der hedder 'De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne.'

Og det kommer ikke bag på bogens forfatter, Thomas Larsen (mangeårig politisk kommentator på Berlingske), at den og flere andre udtalelser har vakt opsigt.

Som han siger:

»Det er klart, at der i befolkningen og blandt politikere vil være delte meninger om en monarks deltagelse i samfundsdebatten, som det er tilfældet her. For hvor går grænsen? Dronningen må for eksempel ikke blive alt for partipolitisk, men det står ingen steder, hvor grænsen går,« siger Thomas Larsen.

Han mener dog, at dronningen efter mange år på den danske trone har købt sig selv kredit nok til at kunne komme med synspunkter, der berør samfundsdebatten.

»Hun har siddet i så mange år og gjort det så godt i manges øjne, at hun kan tillade sig at mene noget. Mange bruger dronningen som et pejlemærke - eksempelvis kan man bare se, at næsten alle danskere ser hendes nytårstale,« siger Thomas Larsen.

'Med en bestemt religion'

Det er langt fra al indvandring, som dronningen beskriver som problematisk i bogen. Blandt andet siger dronningen følgende:

»Det er forskelligt, hvordan folk, der er kommet til Danmark, har klaret sig. De, der kom fra Sydøstasien, har gennemgående klaret sig forrygende. Andre har haft vanskeligere ved at tilpasse sig. De har haft svært ved at finde rytmen i Danmark,« siger dronning Margrethe.

Et andet sted siger hun:

»Vi kan ikke lade, som om det bare går over af sig selv. Det gør det ikke. Det troede vi en overgang. Mange af os mente, at når folk kom til et fremmed sted, var de sådan en slags åbent klatpapir, der trak det nye til sig. Men folk har ikke så meget klatpapir i fødderne, så det trænger ind i dem. Måske handler det også om, at når der kommer så mange på en gang fra så anderledes vilkår og med en bestemt religion, bliver det sværere. De kommer til at isolere sig og leve isoleret, med eller uden deres vilje,« siger dronning Margrethe.

De to udtalelser sat sammen kan ses et udtryk for, at dronning Margrethe specifikt mener, at det er indvandrere med muslimsk baggrund, som skaber de største problemer herhjemme - noget man også kan høre flere steder i den offentlige debat.

Ifølge Thomas Larsen er det da også det, dronning Margrethe i nogen grad mener. Men hun ser det som et problem blandt få utilpassede, mener Thomas Larsen.

»Der er ingen tvivl om, at hun (dronning Margrethe, red.) sigter til de muslimske indvandrere, men ikke alle muslimske indvandrere. Hun mener dem, der ikke vil følge spillereglerne herhjemme og kæmper for deres egne idéer og det, de mener, skal være rettigheder,« siger Thomas Larsen.

Ikke første gang dronningen blander sig

Dronningens bekymring og udtalelser om indvandring er ifølge en ekspert et udtryk for, at dronning Margrethe har flyttet sig i takt med 'folkesjælens bekymringer'.

»Dronning Margrethe har fulgt folkesjælens bekymringer og den skiftende konsensus fra en overvejende tolerant og flygtningevenlig linje til en stadig mere bekymret position,« siger Sebastian Olden-Jørgensen, historiker og lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, til Ritzau.

Men den køber Thomas Larsen ikke helt.

»Dronningen har flyttet sig, og hun følger med folkestemningen, men hun er ikke bare gået bagefter folkestemningen. Hun har også været med til at definere den. Hun har eksempelvis tidligere været ude og kritisere danskerne skarpt for at være efter indvandrere, ligesom hun var ude med skarp kritik af de hårde miljøer i forbindelse med terrorangrebet i København,« siger Thomas Larsen.

At dronningen tidligere har været efter danskerne for at være for ugæstfri overfor indvandrere kan man blandt andet se i nytårstalen fra 1984. Her sagde hun.

»Når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden (...). Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder? det kan vi ikke være bekendt.«

'De dybeste rødder' af Thomas Larsen. Samtale med dronning Margrethe II. (Foto: Gyldendal/Scanpix 2016)
'De dybeste rødder' af Thomas Larsen. Samtale med dronning Margrethe II. (Foto: Gyldendal/Scanpix 2016) Foto: Gyldendal
Vis mere