Et alvorligt uheld på en trampolin har ført til, at landets kommende konge de næste tolv uger skal gå med halskrave. Med et skævt smil forklarer hans mor - dronning Margrethe - dog, at årsagen til uheldet måske ikke er så mærkelig endda.

Det vides endnu ikke helt, hvordan uheldet skete, da kronprins Frederik torsdag eftermiddag kom galt af sted, mens han hoppede på trampolin under et privat arrangement.

En fraktur i halsrygsøjlen og tolv uger med halskrave førte det med sig.

Fredag skulle han have været til stede under en reception på Christiansborg Slot for de danske atleter ved de Olympiske Lege og Paralympiske Lege, men uheldet tvang ham til at melde afbud.

Men midt i uheldet er der alligevel plads til at smile. I hvert fald forklarede dronning Margrethe under fredagens reception, at hendes søn ærgrede sig 'blå og gul og grøn - og rød og hvid vel også' over, at han ikke kunne være til stede.

Det skriver DR.

Derudover forklarede hun, at det måske ikke er så mærkeligt, at hendes ældste søn er kommet til skade på den måde.

»Når man hopper på trampolin, når man er fyldt næsten 50 år, så er det måske ikke så mærkeligt, at det går galt. Han har det godt, men må bare ikke lege med til denne begivenhed,« sagde hun med et skævt smil.

Selv har kronprinsen i en pressemeddelelse udsendt af Kongehuset forklaret, at han er ærgerlig over aflysningen:

»Jeg er naturligvis ked af ikke at kunne deltage ved receptionen i dag. Jeg havde glædet mig til at fejre de danske atleters store, historiske præstation i Rio. Jeg ønsker deltagerne en god dag på Christiansborg,« siger han.

Kronprinsen fyldte 48 år tilbage i maj.