I dag fylder dronning Margrethe 76 år. Og traditionen tro kommer hun sammen med hele den kongelige familie ud på balkonen på Amalienborg præcis klokken 12 for at blive hyldet. Men for dagens royale fødselar er der ikke meget at hylde det sidste års tid for.

Mange - især af den ældre generation - har det med at kigge tilbage på det forgangne år på deres fødselsdag. Og ikke mindst reflektere over året, der er gået.

Hvis Margrethe i en stille stund har taget et tilbageblik fra sin fødselsdag sidste år til i dag, så er det ikke ligefrem ideel lykke og glæde, der popper op i den kongelige erindring.

For man kan vist godt sige, at Dronningens forgangne år har været et annus horribilis. Især fordi det hovedsageligt er hendes gemal, prins Henrik, som har forårsaget det hårde, kongelige år.

Prins Joachim har bekræftet, at faderens pensionering havde berørt Dronningen dybt.

»Det er jo noget, der berører hende dybt, for min far har jo altid været hendes en stor støtte. Og det vil han blive ved med at være - på de indre linjer. De er gode sparringspartnere, og det holder jo ikke op,« som prins Joachim udtrykte det kort efter prins Henriks pension var blevet meldt ud.



Februar 2015
Men faktisk begyndte Dronningens møgår allerede i februar sidste år, da hun og Henrik holdt pressemøde med den hollandske presse. Her blev Henrik spurgt til sin status som prinsgemal. Det var som at trykke på den berømte knap. For straks kastede Henrik sig ud i en længere omgang, hvor han på forskellige måder beklagede, han ikke var ligestillet med Dronningen. Imens sad Margrethe og kiggede beklemt ned i gulvet, indtil det blev for meget for hende, og hun med et diskret klap på Henriks ryg, fik sin gemal til at holde inde.

April 2015
Måneden efter måtte Dronningen på pressemødet forud for hendes 75 års fødselsdag fortælle, at prins Henrik havde lagt sig med 'noget influenza-noget', og han derfor ikke var med til pressemødet to dage før Margrethes fødselsdag. Kongehuset lod efterfølgende befolkningen vide, at Henrik stadig var for syg til at deltage i de forskellige arrangementer i forbindelse med fødselsdagen.

Men til danskernes store forundring, dukkede den sygemeldte prins i højt humør op i Venedig to dage efter den store fødselsdagsfest på Fredensborg Slot. Siden meldte hoffet ud, at der var tale om en rekreationstur for Henrik.

Oktober 2015
Her afslører BT, at prins Henrik stadig er vred over sin manglende titel. I et interview i det franske Le Figaro siger han, at han bliver udsat for diskrimination.

December 2015:
En synligt nervøs dronning roder i sin nytårstale rundt i papirerne. Det skal vise sig, at der var en grund til nervøsiteten. Dronningen fortæller nemlig et måbende Danmark, at Henrik trækker sig tilbage, drosler ned for at gå på pension.

»Det er hans beslutning, jeg forstår den, og jeg respekterer den. Jeg er min mand dybt taknemmelig for al den støtte, hjælp og inspiration han har givet mig igennem alle årene,« lød det fra Dronningen, som efterfølgende har måtte varetage alle funktioner og opgaver alene.

Januar 2016:
Henrik bliver fotograferet i Italien, hvor han har bestilt hyrdefigurer af sig selv hos en italiensk kunstner.

Han viser sig også offentligt til en kongejagt i en snebeklædt Grib Skov, hvor han insisterer på at køre hestevognen. Selv om pressen er mødt talstærkt op, nægter han at svare på spørgsmål.

Kort efter rejser Henrik på en flere uger lang ferie med private venner, hvor turen blandt andet går til Ægypten og Madeira.

Siden har der været langt mellem snapsene, hvor Henrik har vist sig offentligt. Sidst var til modtagelsen af det mexicanske præsidentpar tidligere på ugen. Og igen formåede Dronningen at kaste en bombe fra de indre linjer i kongehuset i en tv-transmitteret tale.

Det var nemlig under hendes tale til det mexicanske præsidentpar, Margrethe to gange omtalte sin mand som prins Henrik og ikke Prinsgemalen, som han ellers selv havde insisteret på at blive kaldt siden 2005 for at markere, at han er mere end 'bare' en prins, men gemalen til landets regent.

I onsdags bekræftede Kongehuset så officielt, at Henrik selv har ønsket at skifte titel efter han er gået på pension.

Og i dag kan BT fortælle, at Henriks popularitet er dalet som aldrig før. Yderemere er Dronningens også dalet. Formentlig pga de mange sager om den stolte, franske prinsegemal.