Halmstad i Sydsverige vil som tidligere dansk købstad gerne have dronning Margrethe med til dets 700 års jubilæum i 2007. Men den danske monark har ikke tid.

Den svenske by Halmstad fejrer sit 700 års jubilæum næste år. Det var danske hertug Kristoffer, bror til Danmarks daværende konge Erik Menved, der underskrev byens privilegiebrev den 31. maj 1307. Derfor fandt Halmstad det passende, at det danske kongehus deltager i de forestående jubilæumsfestligheder.

Sådan bliver det dog tilsyneladende ikke. Halmstads jubilæumsselskab har indbudt dronning Margrethe, men har nu fået svar om, at hun i forbindelse med jubilæumsdagen er optaget til anden side, skriver Hallandsposten.

Jubilæumsarrangørerne håber i stedet, at det svenske kongehus vil kaste glans over 700-års-dagen for Halmstads erhvervelse af købstadsrettigheder. Det svenske kongepar er også blevet inviteret, men hoffet i Stockholm har endnu ikke svaret på indbydelsen.

Helt frem til 1645 var Halmstad en dansk købstad. Ikke mindst Christian den Fjerde satte stor præg på byen. Det var ham, der lod bygge Halmstad Slot, der stod færdig 1619. Det var dette fæstningsværk, der var med til at forvandle Halmstad fra en fredelig købstad til en vigtig fæstningsby i Danmarks forsvar mod Sverige.

/ritzau/TT