Det har vakt stor opmærksomhed, at dronning Margrethe og prins Henrik har offentliggjort, at de ikke ønsker at fejre deres guldbryllup til næste år med en stor fest med hele Danmark. I stedet bliver det en privat fest. Og hvad den private fest skal bestå af, løftede dronning Margrethe lidt af sløret for i forbindelse med et pressemøde på dronningens tur til Færøerne.

Samtidig punkterede hun rygterne om en de facto-skilsmisse.

Et guldbryllup er noget, man typisk fejrer med fest. Men det bliver ikke tilfældet med dronning Margrethe og prins Henrik, der netop kan fejre guldbryllup næste år. Det blev slået fast - og har vakt opsigt - for ikke længe siden.

På spørgsmålet om, hvad planerne for guldbrylluppet så er, forklarede dronning Margrethe under pressemødet på Færøerne.

»Vi synes, at vi gerne ville gøre knap så meget ud af det, som vi har gjort ved andre lejligheder. Og min mands 80 års fødselsdag blev fejret på Cayx, og det kan være, vi gør noget lignende med børn og familie omkring os,« lød det fra dronning Margrethe, der også svarede på, hvordan det var at være af sted unde prins Henrik.

'Nej, bevar mig vel'

»Jeg kan ikke påstå, jeg føler mig ene, for med den modtagelse, jeg har fået, så kan jeg ikke føle mig ikke alene. Det er klart, det er noget andet, når han er med. Men det er fint alene,« lød det fra majestæten.

Der har længe været rygter om, at prins Henriks tilbagetrækning fra store dele af det offentlige liv, samt at han eksempelvis ikke er med på turen til Færøerne, samt mange andre officielle arrangementer, har skubbet det kommende guldbryllupspar fra hinanden.

Men at der skulle være tale om en de facto-skilmisse, det ville dronning Margrethe bestemt ikke høre tale om.

»Nej, bevar mig vel,« svarede dronningen kort og kontant på spørgsmålet om, deres adskillelse skulle ses som netop en de facto-skilsmisse.

Ellers gik store dele af pressemødet på dronningens oplevelse af Færøerne, som hun og resten af familien har besøgt adskillige gange gennem årene.