Dronningen mener, at nutidens børn får en helt anden oplevelse af teater end computerspil

Børn vil få en helt anden oplevelse ved at komme i teatret og se en ballet, end når de spiller computerspil eller jagter pokémon. Det mener dronning Margrethe, som igen har stået for scenografi og kostumer, når den kendte ballet ’Nøddeknækkeren’ atter bliver opført i Tivolis Koncertsal.

39 balletdansere, der i farvestrålende kostumer hopper, snurrer, løfter og svæver til musikken, som 70 musikere samtidig spiller. Et kalejdoskop af farver, lyd og levende billeder, som udfordrer og pirrer beskuerens øjne og øren.

Den store forskel

Men hvad skal nutidens børn, der enten sidder foran computerskærmen og spiller eller drøner rundt med næsen i iPhonen for at lede efter pokémoner, med ballet?

»De skal opleve, at det, der sker for øjnene af dem, det sker virkeligt. Det er dét, som er forskellen på film eller computerspil og virkeligt teater. Når man ser, at der danses, så ser man det ske i det samme splitsekund, det rammer ens øje. Den musik, man hører, er en del af den dans, man ser. Der er en kæmpe forskel. Jeg tror, at børn vil opdage, at ballet har noget endnu mere appellerende, når det sker på den måde. Det håber jeg meget,« lyder det inderligt fra dronning Margrethe.

Bidt af ballet

Det er ingen hemmelighed, at Danmarks majestæt har været bidt af ballet, siden hun var en lille pige. I mange år dansede Dronningen selv ballet. Men da hendes ryg for alvor begyndte at gøre knuder, måtte regenten til sin store fortrydelse lægge balletskoene på hylden.

I stedet har Danmarks dronning kastet sig over scenografi og kostumer til balletter. Og når ’Nøddeknækkeren’ for tredje gang bliver sat op i Tivolis Koncertsal den 1. december, er scenografi og kostumer igen kommet fra regentens hånd.

På pressemødet fortalte Dronningen også, at hun håbede, de otte børnebørn i løbet af december vil få tid til at tage med hende i teatret og se ’Nøddeknækkeren’.

»Jeg har sagt til forældrene, at jeg synes, det kunne være sjovt, hvis de kunne komme med ind og se forestillingen,« lød det forhåbningsfuldt fra den kongelige farmor.