Siden 1997 har den svenske prins Carl Philip ejet Villa Solbacken i det fashionable Djurgården ved Stockholm.

Huset tilhørte tidligere kong Carl Gustafs onkel, den populære prins Bertil og hans kone, prinsesse Lilian.

Da parret, der aldrig selv fik børn, var meget tætte på Carl Philip, var det naturligt, at han skulle overtage det med sin familie, der udover hustruen Sofia også tæller deres nyfødte søn, prins Alexander.

Men renoveringen af villaen fra 1930 har varet noget længere, end den royale familie havde håbet. Allerede sidste år indsendte parret en ansøgning om ombygning, men i lang tid lå sagen stille.

Ifølge hoffets økonomidirektør, Jan Lindman, ønskede parret at lave en total ind- og udvendig renovering af huset.

Også både elektricitet og vand skulle gås igennem, fortalte han til den svenske avis Expressen tidligere på året.

Mens de ventede, boede det nygifte par i et andet hus i nærheden.

Efter at sønnen Alexander ankom til verden den 19. april, har trekløveret boet på Sjöpaviljongen ved Drottningholms Slot tæt på lilleprinsens bedsteforældre, men nu er der ifølge Expressen endelig udvikling i sagen.

Villa Solbacken anses for at have høj kulturhistorisk værdi og derfor har behandlingen af prinseparrets ansøgning om renoveringstilladelse taget lang tid. Men nu kan renoveringen endelig gå i gang.
Villa Solbacken anses for at have høj kulturhistorisk værdi og derfor har behandlingen af prinseparrets ansøgning om renoveringstilladelse taget lang tid. Men nu kan renoveringen endelig gå i gang. Foto: Patrik Costerberg
Vis mere

Drømmehjemmet er klar

I maj fik den lille familie endelig besked om, at byggeriet kunne gå i gang – 14 måneder efter de indsendte ansøgningen.

Men det er der en grund til, lød det fra Mats Kager, der er chef for Stadsbyggnadskontoret, til lokalavisen Mitt i Östermalm.

»Huset anses for at have høj kulturhistorisk værdi, og dermed begrænses mulighederne for at bygge om. Eventuelle ændringer skal være skånsomme og ikke for omfattende,« forklarede han.

Det skulle altså være gået i orden nu, og til foråret kan familien efter planen rykke ind i de nye gemakker, viser dokumenter, som Expressen har fået fat i.

»Forventes at være færdig i marts 2017,« lyder det i papirerne.

Dermed kan lilleprinsen altså fejre sin allerførste fødselsdag i det hus, som hans mor har beskrevet som sit ’drømmehjem’.