New Zealands rugbytræner, Sir Gordon Tietjens, fik sig noget af en overraskelse, da han ville forevige et øjeblik under Commonwealth Games i Glasgow i Skotland mandag aften.

Sammen med administrerende direktør for det newzealandske sportsfirma 'Sport Manawatus', Trevor Shailer, og Professor Gary Hermansson fra Massey University i New Zealand, ville han tage et billede under kvindernes 800 meter freestyle svømmefinale.

Iført de officielle sort-hvide New Zealand-dragter satte de tre storsmilende mænd sig tæt sammen og gjorde sig klar til at få taget et hyggeligt stemningsbillede. Men da de efterfølgende skulle se billedet, blev de noget overraskede.

For et par række bag dem, havde der sneget sig en noget uventet gæst med. Iført en hvid skjorte havde den engelske Prins Harry nemlig set sit snit til at dukke op mellem to andre tilstedeværende gæster. På billedes ses således en storsmilende prins mens han laver to såkaldte 'thumbs up'.

(Se billedet på mobilen HER)

En overrasket Trevor Shailor var hurtig til at vise resten af verden det enestående billede. Han gjorde det således umiddelbart efter til sit profilbillede på Facebook, hvortil han skrev:

- Dagens foto.... En royal fotobomb af Prins Harry med Titch (Sir Gordon) og Gary Hermansson i svømmearenaen her til aften. Tak til Bev Hari for at have taget billedet... sjovt at støtte vores atleter under Commonwealth Games i Glasgow!

Episoden sker umiddelbart efter, at Harrys farmor, Dronning Elizabeth, noget overraskende sneg sig med på et billede af den australske hockeyspiller Jayde Taylor, der ligeledes deltager i Commonwealth Games.