I dag tirsdag kl. 12.00 skal den nye svenske prinsesse døbes. Et af hendes navne bliver Mary, opkaldt efter den danske kronprinsesse.

Estelle Silvia Ewa Mary bliver den lille ny royales fulde navn. Og det er der en grund til.

- Der har altid været et tæt forhold mellem det danske og det svenske kronprinsepar. Det stammer helt tilbage fra kronprins Frederik og svenske kronprinsesse Victorias barndom, fortæller Lars Hovbakke Sørensen, der er royal ekspert på BT. 

Han fortæller, at Victoria og Frederik allerede var tætte venner fra barnsben, og det venskab blev kronprinsesse Mary naturligt en del af, da hun kom til det danske kongehus for 10 år siden. Lars Hovbakke Sørensen mener også, at fordi Marys navn bliver givet videre til Estelle, er der stor sandsynlighed for, at den danske kronprinsesse skal være fadder for den lille pige.

- Dels har en svensk avis skrevet det, og så er der en tradition i det svenske kongehus for, at fremtrædende kongelige fra nærliggende lande bliver faddere. Derfor er Mary et godt bud, mener han. 

Lars Hovbakke Sørensen mener i øvrigt, at andre bud på mulige faddere generelt vil være af den yngre royale generation, måske fra Belgien eller Luxemborg. Normalt vælges også et statsoverhoved, og her peger han på storhertugen af Luxemborg, 

Hyldest til Folke Bernadotte
Den lille prinsesses noget omdiskuterede fornavn, Estelle, har royal ekspert Lars Hovbakke Sørensen også et bud på, hvor kommer fra. 

- Kronprinsesse Victoria har en gammel slægtning som hed Estelle. Hun var gift med den svenske greve Folke Bernadotte. Han var kendt for at være en fredsmægler, som gennem Svensk Røde Kors fik transporteret over 10.000 norske, danske og svenske jødiske KZ-fanger hjem til deres hjemlande igen. Efter krigen var han mægler i Mellemøsten, så jeg tror det er sandsynligt, at det er en hyldest til ham, siger Lars Hovbakke Sørensen.