Det er ingen hemmelighed, at kronprinsesse Marys hjerte banker varmt og konstant for mennesker, der har det svært. Lige som hun heller ikke er bange for at sætte fokus på tabubelagte områder som vold i hjemmet.
Det sker især via hendes hjertebarn, Mary Fonden, som kronprinsessen både er formand for og har taget initiativ til.
Tidligere tirsdag besøgte Mary Mødrehjælpen i København, for at høre om fondens og Mødrehjælpens fællesprojekt, Råd til Livet.
Projektet er målrettet kvinder, der har været nødt til at flygte fra deres hjem pga en voldelig partner.
Ofte står kvinderne i en forfærdelig situation, hvor de hverken har et sted at bo eller penge til dagen og vejen. Her er det, at Mary Fonden sammen med Mødrehjælpen kan hjælpe.
Projekt Råd til Livet handler nemlig om, at de voldsramte kvinder kan få råd og vejledning fra både socialrådgivere, økonomiske rådgiver og advokater, så de først og fremmest kan skaffe sig et overblik over deres situation og dernæst kan komme videre med deres liv.
Det tilbud har 2100 voldsramte kvinder over hele landet taget imod, mens de har opholdt sig på Mødrehjælpen i København, Aarhus og Odense samt en række kvindekrisecentre i landet.
Tirsdag mødtes Mary med tre af rådgiverne fra projektet, der fortalte hende om deres oplevelser med at hjælpe de voldsramte og udsatte kvinder.
Senere fortalte et par af de voldsramte kvinder Mary, hvad 'Råd til Livet' har gjort for kvinderne, så de i dag kan leve deres liv uden vold .
Råd til Livet er fra Mary Fonden og Mødrehjælpen nemlig baseret på tanken om at yde kvinderne hjælp til selvhjælp. Gennem økonomisk, juridisk og social rådgivning er det de to organisationers fælles mål at støtte kvinderne, og samtidig give dem redskaber til at skabe sig et liv uden vold.