Prinsesse Alexandras ret til at modtage årpenge fra den danske stat burde ryge sammen med titlen, når hun i morgen gifter sig ud af det danske kongehus. Det mener et flertal i den danske befolkning ifølge en ny internetbaseret undersøgelse foretaget af Epinion for URBAN.

Hele 52 procent af de adspurgte kalder det urimeligt, at den tidligere karrierekvinde fremover vil modtage det, der i dag svarer til cirka 1,9 millioner skattepligtige kroner i apanage.

Mens 4 ud af ti danskere finder det rimeligt, at Fru Jørgensen fortsat får penge fra den danske statskasse.Ifølge finansordføren for det Radikale Venstre, Morten Helveg Petersen, er der ingen grund til at ændre den lov, man i 2004 vedtog for at sikre Alexandra det, der dengang blev kaldt ‘en standsmæssig livsførelse'.

- Prinsessen er i en helt særlig situation, og da jeg går i rimeligt store sko, ser jeg kun grund til at ønske hende tillykke, siger han til URBAN.

Hos SF's Ole Sohn har piben samme lyd, mens Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, siger til URBAN:

- Jeg synes statskassen skal lukkes helt i forhold til kongehuset. Men så længe vi har et kongehus, og hun er mor til to af medlemmerne, er det da muligt, at man kan kalde det ret og rimeligt, at hun ihvertfald bliver honoreret for det arbejde, staten pålægger hende, mens prinsen passende kan betale til børnene.

På Århus Universitet er historiker Carsten Porskrog Rasmussen ikke i tvivl om, at den livslange apanage en dag bliver afblæst. For som han siger til URBAN:

- Ud fra en principiel betragtning er det rimeligt sært- eller ihvertfald relativt generøst, at den danske stat vil betale til en tidligere prinsesse. De næste 12 år er der en god begrundelse, da en del af pengene selvfølgelig går til Felix og Nikolai gennem hende. Men i takt med at Alexandra fralægger sig officielle opgaver, og børnene vokser op, vil det blive sværere at finde gode argumenter for, at hun skal have apanage.