De bor på et slot med bonede gulve, mange meter til loftet og tjenestefolk. Alligevel forsøger Mary og Frederik at leve så 'normalt' som muligt. Det oplevede det australske Women's Weekly, da månedsmagasinet for nylig var på besøg bag de tykke mure på Frederik VIII palæ, hvor landets mest omtalte småbørnsfamilie bor.

Bladet var i Danmark i nogle dage for at interviewe Mary og ikke mindst tage en stribe af billeder af hende iført australske gallakjoler.

Interviewet er en forløber for Mary og Frederiks besøg i Sidney i slutningen af oktober, hvor de som protektorer for Sidney Opera er til stede ved operaens 40 års jubilæum.

Ifølge Women's Weekly var aftalen med den australskfødte kronprinsesse, at magasinets chefredaktør Julie Rieden og fotograf Michelle Holden skulle komme ind på Amalienborg fra morgenstunden. Så var Christian og Isabella nemlig i skole og tvillingerne i børnehave.

Her blev magasinets udsendte modtaget af Mary. Som det første viste Women's Weekly det store antal australske gallakjoler frem, så de sammen med Mary kunne finde ud af, hvilke af kjolerne hun skulle bære til billedserien.

Men det tyder på, at de australske mediefolk har været imponerede over de kunstnerisk udsmykkede vægge og lofter i Frederik VIII Palæ, fuldstændig som tusindvis af danskere har været, der tålmodigt stod i lange køer i over et halvt år for at komme ind og se udsmykningen, inden kronprinsparret flyttede ind i slutningen af 2010.

- Derefter viste hun os begejstret rundt i sit hjem, et rum ad gangen, det ene mere smukt end det andet, som Julie Rieden beskriver oplevelsen.

På rundturen blev det også afsløret, at selv om Mary og Frederik har flere tjenestefolk ansat, så vidner deres slot også om, at her bor en livlig børnefamilie, der har det med rode her og der.

- Ind imellem bøjede kronprinsesse Mary sig ned og samlede et stykke legetøj eller en plastichårbøjle op fra gulvet, som var blevet efterladt af hendes børn, siger Julie Rieden.

Dagen efter mødte bladets udsendte igen op fra morgenstunden og mødte en vinkende Mary i bil på vej ud af palæet. Hun skulle lige køre Isabella og Christian i skole, før hun var klar til at blive fotograferet i de udvalgte kjoler og fortælle om sit liv som Danmarks kronprinsesse.

Det er ikke hver dag, man ser kronprinsesse Mary sådan i danske medier. Men australske Womens Weekly har overtalt Mary til at smide skoene.
Det er ikke hver dag, man ser kronprinsesse Mary sådan i danske medier. Men australske Womens Weekly har overtalt Mary til at smide skoene.
Vis mere

Mary blev fotograferet både indenfor i palæet og ude i haven bag palæet. Det var en heldags-opgave, og i løbet af hele dagen havde magasinets udsendte et par vagtsomme øjne på sig fra Ziggy, Mary og Frederiks australske hyrdehund.

Senere på dagen kunne de høre på de løbende trin på trappen, at nu var Isabella kommet hjem fra skole. Efter hun havde skiftet tøj til sin dansetime, kunne Isabella ikke modstå fristelsen og kiggede ind i salonen, hvor Mary og mediefolkene stadig var i fuld gang, for at give sin mor et knus. Dermed kom Isabella også med på et af billederne. Og imens fik fotograferingen baggrundsmusik fra Christian, der øvede sig på klaveret.

Det er ikke muligt for bt.dk at bringe billederne af Mary i de australske gallakjoler. Kongehuset har nedlagt forbud mod, at billederne kan blive solgt til danske medier.

Ifølge kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, handler det om eksklusivitet for mediet.

- Når de kongelige giver interview i større sammenhæng, bliver der taget billeder af en medfølgende fotograf fra mediet, og billederne bliver bragt sammen med interviewet. Jeg vil ikke afvise, at nogle af billederne på et tidspunkt kan blive bragt i de danske medier. Men det har ikke været formålet, siger Lene Balleby til bt.dk.