Prins Henrik går mod strømmen, når han ønsker at blive begravet et andet sted, end sin hustru. På trods af moderne familieformer og forskelle mellem land og by bliver langt de fleste ægtefolk nemlig stadig begravet side om side, siger flere bedemænd.

Ægtefolk, der har levet sammen i nød og lyst gennem et langt liv, bliver begravet sammen. Sådan er traditionen i Danmark uanset om man hedder Rex eller Hansen og Jensen til efternavn.

Når prins Henrik vælger sit sidste hvilested et andet sted end dronningen, bryder han altså ikke blot med de flere hundrede år gamle historiske og royale traditioner, men også med den almindelige sædvane i danske familier.

»Ægtefolk, der har været gift i mange år, vælger altid at blive begravet sammen. Det er almindeligt, og det er naturligt. Når man er sammen i livet, er man også sammen i døden.«

Det siger antropolog og bedekvinde, Naja Genet May, som driver bedemandsvirksomheden Unik Afsked i København.

»Det er en forestilling om, at vi skal mødes igen og være sammen igen. Om ikke andet, så i hvert fald fysisk. Vi ved jo ikke, hvad der sker på den anden side, så tanken om, at vi bliver genforenet med vores elskede på kirkegården er på en eller anden måde en trøst,« siger hun og understreger, at det er forskelligt, hvor meget traditionerne betyder i forskellige dele af landet.

Bedekvinden støttes af formanden i brancheforeningen Danske Bedemænd, Knud Larsen.

»Vi har ikke statistisk materiale på området, men min fornemmelse er helt klart, at de flest ægtefolk bliver begravet på det samme gravsted. Det er yderst sjældent, at de ikke gør det. Når vi begraver en person, der er gift, er det også kutyme, at man sørger for, at der er plads til den anden på gravstedet,« siger han og tilføjer, at det i høj grad er hensynet til den efterlevende ægtefælle, der spiller ind.

»Det er vigtigt for den, der er tilbage, og så er det især vigtigt for børnene. Kirkegården fortæller en historie, og det er vigtigt – især for mange børn og børnebørn – at de ved, at det er der, deres forældre og bedsteforældre ligger. Det er en historiefortælling, som er vigtig for os som mennesker,« siger bedemændenes formand.

Men hvorfor er det så vigtigt at vide, hvor man bliver begravet og ved siden af hvem? Hvorfor overhovedet tænke på det, mens man lever i bedste velgående?

»De fællesskaber, vi har i livet, ønsker vi at holde fast i i døden. Det er ligesom hjemløse, der ønsker at blive begravet et bestemt sted på kirkegården, eller familier, der bliver begravet på et familiegravsted. Det er en del af vores identitet og vores historie, som vi har behov for at fortælle: At vi har sat os et spor i verden, og at vi hører til et sted. Det vil vi gerne understøtte i døden,« siger Naja Genet May fra Unik Afsked.

Hun forudser, at vores moderne familieformer vil give os en række udfordringer de kommende år, når danskere, der har været gift flere gange, skal begraves.

I Roskilde Domkirke, hvor prinsen jo ellers efter planen skulle have været begravet, oplever sognepræst Christina WIldfang Andersen dog en svag tendens til, at ægtefolk har forskellige ønsker til deres sidste hvilested.

»Det kan for eksempel være, hvis manden er fra Bornholm, og konen er fra Nordjylland, og familien skal kunne besøge gravstedet,« siger hun til DAGBLADET Roskilde.

Alligevel er prinsens ønsker et brud både mod de almindelige traditioner for ægtefolk, men først og fremmest mod de royale traditioner. Men bedekvinde og antropolig Naja Genet May mener, at det også er et modigt valg, prinsen har taget.

»Det er en protest, men han tager konsekvensen af den protest, han har givet udtryk for gennem de seneste mange år. Han er tro mod sig selv, og det er sådan set også modigt af ham. Han gør det jo på trods af de store omkostninger, det har både for ham selv og hans familie.«