I et TV-program i norsk TV2 i aftes langede den norske kong Haralds søster ud efter ikke blot sin nevø og niece, men også deres respektive ægtefæller.
De har ikke engang et ordentligt job, mener den stramme tante på 73, som det meste af året er bosat i Brasilien med sin borgerlige ægtemand Erling Lorentzen.
Prinsesse Ragnhild var for godt 50 år siden ifølge sig selv den første kongelige i verden, som giftede sig med en borgerlig, og hun måtte indvillige i at flytte ud af landet, for at få sin elskede. Men det har ikke formildet hendes indstilling til de to borgerlige personer, som hendes broders børn har valgt at gifte sig med:
"Han (Erling Lorentzen) er jo en lidt anden kategori end de to. Han har jo et ordentlig job, og de... Nej!".
Prinsessen, som ifølge de norske medier fremstod som et bittert menneske i interviewet, mener, at kongebørnenes mærkelige meninger i kombination med dårlig rådgivning kan ende med at skade det norske monarki. Og - ikke overraskende - at alt havde været anderledes, hvis hendes og kong Haralds far, kong Olav, havde levet lidt længere.
Prinsesse Ragnhild er ældre end kong Harald, men eftersom tronfølgeloven endnu ikke var ændret i Norge, da kong Olav døde, var det hendes lillebror, der overtog tronen.
Interviewet blev gennemført i efteråret sidste år og skulle danne grundlag for et dokumentarprogram om både prinsessen og hendes mand. Siden redigerede norsk TV2 programmet ned til et portrætprogram om prinsessen, som altså først blev sendt i går, den 9. februar.
Prinsessen mand, Erling Lorentzen, har derfor forsøgt at få stoppet udsendelsen, angiveligt fordi dele af udtalelserne i det ikke længere var relevante. Det nægtede TV2, og et tilbud fra TV-stationen om et opfølgningsinterview blev afslået.
Til den norske avis Verdens Gang sagde Erling Lorentzen i lørdags, at sagen for ham er afsluttet og at fru Ragnhild "står ved alt, hvad hun har sagt".
Hverken parret Lorentzen eller det norske kongehus har ønsket at kommentere sagen yderligere over for de norske medier.
mwv



