Efter flere års kritik meddelte Grevinde Alexandra fredag eftermiddag, at hun fra juli 2020, når hendes yngste søn Felix fylder 18 år, ikke længere vil modtage statslig ydelse.

Siden hun i 2004 blev skilt fra Prins Joachim, har hun modtaget en offentlig ydelse. I dag modtager hun for eksempel 2,4 millioner kroner årligt, og det har gennem årene været heftigt debatteret, om det var i orden.

Kendis-frisør og makeup-artist Dennis Knudsen er en af grevindens nære venner og fortæller til BT, at det er et valg, hun selv har truffet. Han vil ikke gå i detaljer ad hensyn til deres venskab, men siger, at der har været en særlig grund.

»Det må have været røv-irriterende hele tiden at få kritik om sin apanage. Hvis jeg var i hendes situation, havde jeg valgt at gøre det samme. Det var jo ikke hende, der valgte at få det dengang, men noget hun fik tildelt. Så det må have været røv-irriterende hele tiden at skulle høre på kritik,« fortæller han og tilføjer, at han ikke er så bekymret for sin veninde.

»Alexandra er en knivskarp pige, der kan rigtig mange ting. Jeg synes, det er en sej beslutning, og hun skal nok klare sig.«

Ifølge pressemeddelelsen fra statsministeriet gælder frasigelsen så længe Grevinde Alexandra er erhversaktiv. Når hun går på pension, vil hun modtage en tjenestemandspension. Danskerne vil altså fortsat skulle betale til Grevinde Alexandra, men ikke i samme omfang som nu.