I februar satte grevinde Alexandra sit luksuspalæ i Hellerup til salg. Nu optræder huset ikke længere på mæglerens hjemmeside.

I september blev den tidligere prinsesse Alexandra skilt for anden gang. Hun og manden gennem otte år, Martin Jørgensen, var vokset fra hinanden.

»Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen. Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision,« fortalte hun dengang til Ritzau.

Grevinde Alexandras hus på Svanemøllevej på Østerbro.
Grevinde Alexandras hus på Svanemøllevej på Østerbro. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Knap et halvt år senere satte den 51-årige grevinde sin luksusvilla i Hellerup til salg. Prisen? Svimlende 25 millioner kroner.

Huset på 356 kvadratmeter på Svanemøllevej nord for København blev givet til Grevinden af hendes eksmand prins Joachim, da parret blev skilt i 2005. Dengang var prisen 7.250.000 kroner.

Og nu er luksusvillaen så forsvundet fra mægleren Kristian Lützaus hjemmeside. Om dette skyldes, at den er solgt - eller om grevinde Alexandra simpelthen har fortrudt sit salg - vides ikke:

»Jeg har ingen kommentarer til salget,« oplyser Lützau til BT.

Noget tyder på, at moren til prins Joachims to ældste drenge, prins Nikolai på 16 år og prins Felix på 13, er klar til at starte et nyt kapitel i sit liv.

I september deltog grevinde Alexandra vanen tro i Ecco Walkathon i København sammen med sine to sønner.
I september deltog grevinde Alexandra vanen tro i Ecco Walkathon i København sammen med sine to sønner. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I dag kunne BT afsløre, at den tidligere forretningskvinde har aktiveret sit firmanummer i CVR-registeret, der ellers har ligget stille i nogle år.

»Grevinden har formelt genaktiveret det gamle enkeltmandsfirma for på et senere tidspunkt at have rammerne på plads for et fremtidigt arbejde,« skrev grevinde Alexandra sekretær Eiliyah Julie Jacobsen Khan i en mail til BT i går.

Virksomheden er registreret som et PR- og kommunikationsfirma, men det er en betegnelse, man ikke skal lægge for meget i.

»Det er registreret sådan, fordi der skal angives noget, men det fortæller på ingen måde, hvad grevinden eventuelt har tænkt sig at beskæftige sig med på et tidspunkt,« tilføjede hun.