Da grevinde Alexandra en smuk majdag i 1995 tog Danmark med storm på sin forlovelsesdag med prins Joachim, var hun en smart, energisk forretningskvinde, der arbejdede som vicedirektør i et finansieringsfirma i Hong Kong.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Derfor var ægteskabet med den danske prins, hvor petit-prinsessen skiftede livet på forretningsgangene i Hongkongs skyskrabere ud med de bonede parketgulve på Danmarks kongelige slotte, en kæmpe mundfuld.

Det fortalte grevinde Alexandra i går åbent om, da hun gæstede radioprogrammet 'Rejsen' på DR P4.

I programmet kom værten Maria Hollænder ind på, at Alexandra et par år efter brylluppet udtalte, at hun var et meget selvstændigt menneske, der ville arbejde. Og at hun fik energi af at arbejde. Men sådan er det vist ikke helt mere.

Efter skilsmissen fra prins Joachim i 2005 beholdt Alexandra 13 af sine protektioner. Dem har hun stadig. Og det er tilsyneladende nok arbejde for den 47-årige grevinde.

- Man skal have energi for at give fokus til de interesser og områder, man brænder for. Og det er ikke kun at åbne noget, komme til et arrangement eller dele penge ud. Det er også at deltage i hverdagsmøder, lave strategier, kigge på budgetter og se på, hvordan man kan gøre tingene anderledes eller bedre, sagde Alexandra i programmet.

Et andet sted i livet

Hun peger også på, at hun i dag er et andet sted i sit liv, end dengang hun kom til Danmark som den smarte, energiske businesskvinde fra Hongkong.

- Nu er der andre, der tager meget af min hverdag. Jeg er mor til børn, der har aktiviteter efter skoletid, hvor jeg gerne vil dele min tid med dem. For de er ikke hjemme i en evighed, uddybede Alexandra sit syn på mængden af hendes nuværende arbejde.

Efter at Alexandra trådte ud af kongehuset, har hun årligt modtaget 2,1 mio. kr. i apanage af staten for at kunne opretholde en vis levestandard for de to prinser, Nikolai og Felix. De bor nemlig hos deres mor og hendes nye mand, den 12 år yngre Martin Jørgensen, som Alexandra blev gift med i 2007.

Offentligheden har ikke hørt meget om, hvad der foregår bag de hvide mure i den store, herskabelige villa på Svanemøllevej ved Hellerup, som familien bor i.

Elsker at sove længe

Men i radioprogrammet løftede Alexandra sløret lidt fra privatsfæren og fortalte, at hun holder meget af at sove længe om morgenen.

Derfor deler hun og gemalen tjansen med at få purret drengene på hverdagene og få dem i skole.

- Jeg kan godt lide at sove længere end til kl. 6.30 på hverdagene, afslørede grevinden og grinede lidt genert.

Hun beskrev også sig selv som et meget spontant menneske, der trods sin ophøjede status stadig gør alt for at bevare sin spontanitet.

- Jeg synes, at nogle af livets glæder er, at alt ikke er planlagt og fastlagt, men at man har mulighed for at hoppe op af stolen og sige: Ja, det gør vi. Det gør jeg alt for at bevare i hverdagen, fortalte Alexandra.

Hun valgte selv musikken i det timelange program. Musikvalget viste, at grevinden er til pop fra 80er-band som Spandau Ballet og Michael Jackson. Men hvem havde forestillet sig, at Alexandra heller ikke kan sidde stille, når Nik og Jay eller andre hiphop-band spiller op.

- Jeg elsker hip hop, afslørede Alexandra, der spillede Alica Keys og Jay-Z nummeret Empire State of mind.