Alexandra stopper som protektor for Unicef Danmark. Dermed trækker grevinden sig yderligere fra det liv, hun begyndte, da hun blev gift med prins Joachim

Torsdag tog Alexandra endnu et skridt på vejen væk fra de kongelige gemakker og mod sit nye liv, da hun stoppede som protektor for Unicef Danmark efter 15 år. Det er både godt og skidt for grevinden, mener eksperter.

Der var stående og højlydte klapsalver i FN-byen i går eftermiddags ved årsmødet, da Alexandra officielt sagde farvel til sin største og vigtigste protektion, Unicef Danmark.

I 15 år har Alexandra ifølge Albert Josefsen, formand for bestyrelsen i Unicef, været ’en stærk og engageret’ frontfigur for organisationen, der arbejder for børns rettigheder og velfærd i hele verden.

Som protektor har hun bl.a. besøgt Unicefs projekter i Thailand, Bangladesh, Indien, Bosnien, Litauen og Grønland.

Alexandras egen beslutning

Det er Alexandras egen beslutning at stoppe – og den har været undervejs i nogle år.

»Med de gode tal er tidspunktet det rigtige. Nu kan friske, nye øjne komme til,« sagde Alexandra og henviste dermed til økonomien i foreningen, der de senere år er forbedret markant.

Eksempelvis indsamlede Unicef Danmark i 2001 31,5 mio. kr. – til sammenligning var det tal sidste år 218,7 mio. kr.

Afskeden med Unicef var første gang, den 51-årige grevinde viste sig offentligt efter sit store og opsigtsvækkende interview med BT i pinsen. I kongeblå prinsessekjole og nudefarvede stiletter fra Christian Louboutin ankom hun veloplagt.

I BT-interviewet kom hun bl.a. ind på skilsmissen fra sin anden ægtemand, den 14 år yngre fotograf Martin Jørgensen. Han tog efterfølgende til genmæle ovenpå grevindens afsløringer samtidig med, at han præsenterede sin nye kærlighed, arkitekten og tv-værten Eva Harlou.

Men torsdag var der ingen spørgsmål fra den fremmødte presse til grevinden om hendes eksmand.

Årpengene på 2,3 mio. kr.

BT spurgte til de årpenge på 2,3 mio. kr., som Alexandra modtager af staten efter sin skilsmisse fra prins Joachim i 2005.

Et stort flertal af danskerne synes, ikke, at hun længere er berettiget til at modtage 2,3 mio. kr. efter sin skilsmisse og salget af millionvillaen på Svanemøllevej, der var sat til salg for 25 mio. kr.

Nu hvor De stopper med denne protektion, synes De så stadig, De skal blive ved med at modtage årpenge?

»Som jeg sagde, der kommer nogle nye projekter til mig. Jeg arbejder på nye spændende ting. Jeg vil meget gerne fortælle mere om det, når jeg kan,« sagde Alexandra – med fast blik.

Et farvel til Unicef og goddag til et endnu mere ’normalt liv’ kan imidlertid betyde yderligere vand på årpenge-møllen.

»Når Alexandra afvikler så stor og vigtig en protektion som Unicef, og at hun i det hele taget trapper ned på antallet af protektioner, mens hun samtidig bevarer sin apanage, vil det helt klart gøre hende mindre populær i befolkningen, end hun er i forvejen,« lyder vurderingen fra historiker, lektor og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

’Tvetydigt signal’

Det er kommunikationsrådgiver Anna Thygesen til dels enig i og peger på, at Alexandra både vil ’blæse og have mel i munden’.

»Hun sender et tvetydigt signal ved, at hun trækker sig fra de kongelige ting, men godt vil beholde pengene. Og at hun har åbnet op i det store interview, som var meget ukongeligt, har hun flyttet sig fra at være en kongelig til at være en kendis med døren på klem til kongehuset,« siger Anna Thygesen.

Grevinde Alexandra har stadig flere protektioner bl.a. Dansk Blindesamfund og Randers Regnskov.

Men nu hvor Alexandra med øjeblikkelig virkning er stoppet som protektor for Unicef, har Alexandra taget endnu et skridt mod en mere ‘normal’ tilværelse, end det liv som kongelig eller tæt på kongehuset, hun har haft siden 1995.