Det er 17 år siden, grevinde Alexandra smed sin værdifulde anonymitet bort, da hun giftede sig med prins Joachim. I dag har hun vænnet sig til at være i offentlighedens søgelys, selv om det ikke altid er eller har været lige let.

De færreste af os skænker det at færdes ubemærket på gaden mange tanker. Det gjorde grevinde Alexandra heller ikke, før hun blev en del af det danske kongehus.

Da gik det for alvor op for hende, hvor værdifuldt det var at være anonym.

I radioprogrammet 'Rejsen' på DR P4 sukker Alexandra da også, før hun fortæller, hvordan det har været for hende at miste sin anonymitet.

- Det er svært at have mistet. Og det er en høj pris at betale. En gang imellem, erkender grevinden blankt.

Efter Mary er blevet gift med Frederik og Joachim med Marie, er mediernes fokus sjældent rettet mod grevinden.

Men sådan var det ikke, da Alexandra var kongehusets eneste prinsesse og centrum for pressens opmærksomhed. Da kunne hun ikke træde et skridt ud af sin hoveddør, før hun blev fotograferet.

I programmet lægger den tidligere prinsesse ikke skjul på, at det har været en belastning at være centrum for medierne. Og at hun stadig ikke er særlig begejstret for at være i søgelyset.

- Vilkårene, sukker Alexandra lidt irriteret, er sådan. Det kan jeg ikke ændre på. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kommer bedst ud af en given situation. Men det er så vigtigt, at jeg er mig selv, siger den tidligere prinsesse.