I en ny biografi sætter Dronningen ord på den krise, der ramte prins Henrik og resten af kongehuset for knap 10 år siden.

Søndag den 2. februar 2002 rystede B.T. Danmark og monarkiet med historien om, at prins Henrik følte sig ydmyget, fordi han var blevet degraderet til ikke kun at være sin kones, men også sin ældste søns skygge.

I den nye portrætbog, ’M 40 år på tronen’, sætter Dronningen ord på den andel, hun havde i sin ægtefælles krise.

- Jeg var måske ikke så god til at hjælpe min mand på gled, som jeg burde have været. Det overså jeg nok lidt. Jeg troede, at sådan - ja, jeg ved ikke, hvad jeg troede - jeg tror ikke, jeg tænkte nok, simpelthen, lyder det ærligt fra dronning Margrethe i Jens Andersens nye portrætbog, ’M 40 år på tronen’, der udkommer på fredag.

I den lægger Dronningen ikke skjul på sin andel i den krise, der ramte hendes gemal og efterfølgende fik prins Henrik til nærmest at flygte fra det vinterkolde Danmark ned til lunere himmelstrøg og chateau Caix.

- Nu har vi det fint. Der er ingen krise mere. Min mand er kommet gennem sin del af den, og vi er kommet igennem den sammen - og det bliver et ægteskab ikke ringere af, fortæller Dronningen i bogen.

Læs i B.T. i dag mere om, hvordan dronning Margrethe håndterede sin mands krise.