Der er tusindvis af kroner at spare ved at købe sin flybillet og hotelværelset på det rigtige tidspunkt. Flyselskaberne overvåger nøje kundernes adfærd og lader priserne eksplodere, når afgangen nærmer sig.

B.T. Plus har allieret sig med rejsesitet Momondo.com, der har lavet en omfattende prisundersøgelse, der viser, hvornår det bedst kan betale sig at købe rejsen.

Med B.T. Plus får du:

-Se hvornår du skal købe dine flybilletter, hvis du vil slippe for en ubehagelig ekstraregning.

-Råd til hvordan du får en billig rejse


Der er tusindvis af kroner at spare ved at købe sin flybillet på det rigtige tidspunkt. Flyselskaberne overvåger nøje kundernes adfærd og lader priserne eksplodere, når afgangen nærmer sig.

Det er onsdag morgen i Københavns Lufthavn. Foran Air France’s check-in-skranke former sig en lang kø af passagerer på vej til Paris. Men de har langt fra betalt det samme for sæderne i flyet.

-1000 svenske kroner, svarer Magnus Olsson, der bestilte sin billet for knap tre måneder siden.

Danske Bent og Hanne købte først deres billetter 14 dage før afrejse og slap knap så billigt. -Vi betalte 1850 kr. per person, fortæller de.

Passagererne i chek-inn-køen illustrerer udmærket, hvordan priserne på flybilletter udvikler sig fra de bliver sat til salg og frem til afgang.

Rejsesiden Momondo, der indhenter hotel- og flypriser fra en lang række forskellige firmaer, har lavet præcise statistikker på billetprisernes mange op- og nedture. Og de viser tydeligt, at priserne ikke bare stiger men nærmest eksploderer, når afrejsen nærmer sig.

Gennemsnitsprisen på en rejse til Paris bliver eksempelvis næsten femdoblet inden flyet letter. Og den dramatiske prisudvikling hænger sammen med, at flyselskaberne hele tiden vurderer forholdet mellem udbud og efterspørgsel nøje og regulerer priserne for at maksimere indtjeningen, fortæller partner i Momondo Martin Lumbye.

-Folk er jo generelt ikke særlig gode til at planlægge langt frem i tiden. Så seks måneder før afrejse er efterspørgslen ikke særlig stor - derfor er prisen lav. Når man kommer tættere på afrejsetidspunktet begynder efterspørgslen og priserne at stige voldsomt, siger han.

I visse tilfælde vil prisen dale omkring tre uger før afrejse inden den ryger helt til vejrs. Og i nogle tilfælde tager den en stejl tur ned ad bakke kort før afrejse.

Men det generelle billede fremgår af graferne her på siden, der viser hvordan gennemsnitspriserne udvikler sig på fem af danskernes mest populære destinationer:

Prisen er nogenlunde stabil frem til tre uger før afrejse - så eksploderer den. Det hænger blandt andet sammen med de metoder, som flyselskaberne bruger til at fastsætte priserne, forklarer Martin Lumbye.

- Flyselskaberne har nogle elektroniske modeller, der er med til at måle efterspørgslen og regulere prisen derefter. Men når afrejsen nærmer sig styrer selskaberne salget manuelt for at sikre, at de sidste flybilletter bliver solgt til den højest mulige pris, forklarer han.

Tommelfingerreglen er dog ganske klar: Bestil din billet mindst en måned før afrejse - så undgår du prisernes himmelflugt.