Foråret er over os og sommeren står for døren. Det betyder, at de resjelystne danskere står i kø for at komme mod de varmere himmelstrøg, men hvilke flyselskaber skal man holde sig fra?

Firmaet Airhelp kårer årligt de ti bedste og værste flyselskaber, og i år er således ingen undtagelse.

»Vores mål med det her er, at give forbrugeren en gennemsigtighed i, hvad de kan forvente, når de tager ud og flyver,« fortæller Nicolas Michaelsen, der er medstifter af Airhelp, som hjælper flypassagerer med at få den kompensation, de har krav på, når flyet er forsinket.

Airhelp har vurderet flyselskaberne ud fra række forskellige faktorer, hvor man dels har taget udgangspunkt i, hvor ofte flyselskabet er forsinket, og dels har kigget på en kvalitet og servicebedømmelse fra konsulentvirksomheden Skytrax, der ifølge Nicolas Michaelsen er en »anerkendt måde at bedømme på.«

Men i modsætning til de foregående år, så har Airhelp i år tilføjet endnu en faktor.

»Vi har tilføjet et tredje element, som ikke har været tilgængelig før, hvor man som forbruger kan se, hvad man kan forvente fra det enkelte flyselskab, når det går galt,« fortæller Nicolas Michaelsen.

Hungrer du også efter at finde ud af, om sommerens rejse er i fare for at blive ødelagt af dårlig service og risiko for forsinkelser?

Så kan du se listen her.

Verdens værste flyselskaber:

  1. SATA
  2. easyJet
  3. Virgin Atlantic
  4. Swiss
  5. TAP Portugal
  6. Aer Lingus
  7. Iberia
  8. Alitalia
  9. Icelandair
  10. Norwegian

Og i den anden ende af skalaen finder vi verdens bedste flyselskaber:

  1. Qatar Airways
  2. KLM
  3. Air Baltic
  4. Air France
  5. Lufthansa
  6. Air Canada
  7. Emirates
  8. Croatia Airlines
  9. British Airways
  10. Finnair