Ithaca er mest kendt for at være hjemstedet for en af den græske mytologis største helte, krigeren Odysseus. Men livet på den lille græske ø er så langt fra krigerisk, som man kan komme - stedet emmer af idyl og ro, og sjælen får fred på en måde, man skal lede længe efter andre steder i Grækenland.

Ithaca har ingen lufthavn, så al transport kræver en overfart med en båd – enten arrangeret af dig selv eller af rejsearrangøren, hvis du har valgt et charterselskab. Og det er godt, for allerede ved indsejlingen til øens største by Vathi vil du få et indtryk af, hvad der venter dig. Du vil faktisk nok befinde dig på byens mest larmende objekt, når båden sejler ind i havnen, for her er sjældent noget støj ellers, og de lokale vil helt sikkert kigge på, imens båden ligger til. Og eventuelt give et lille vink og et smil. På Ithaca er de nemlig stadigt rigtigt glade for turister, for selv om højsæsonen på øen kan være travl, så bærer intet her præg af at være nær så 'turistet' som mange andre græske øer. LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele rejseguiden til Grækenlands hemmelige diamant Ithaca ...


Ithaca er mest kendt for at være hjemstedet for en af den græske mytologis største helte, krigeren Odysseus. Men livet på den lille græske ø er så langt fra krigerisk, som man kan komme - stedet emmer af idyl og ro, og sjælen får fred på en måde, man skal lede længe efter andre steder i Grækenland.

Ithaca har ingen lufthavn, så al transport kræver en overfart med en båd – enten arrangeret af dig selv eller af rejsearrangøren, hvis du har valgt et charterselskab. Og det er godt, for allerede ved indsejlingen til øens største by Vathi vil du få et indtryk af, hvad der venter dig. Du vil faktisk nok befinde dig på byens mest larmende objekt, når båden sejler ind i havnen, for her er sjældent noget støj ellers, og de lokale vil helt sikkert kigge på, imens båden ligger til. Og eventuelt give et lille vink og et smil. På Ithaca er de nemlig stadigt rigtigt glade for turister, for selv om højsæsonen på øen kan være travl, så bærer intet her præg af at være nær så 'turistet' som mange andre græske øer.

Som et postkort

Uanset hvor man kigger hen på Ithaca, er det som at kigge direkte ind i et postkort. Den naturlige havn er en ramme, få steder i verden kan slå – den umiddelbare skønhed er simpelthen imponerende. Byen Vathi er smuk både om dagen og om natten, og det lader til, at de lokale har forstået, at de skal holde fast i øens oprindelige natur og den arkitektur der har været fremherskende i flere hundrede år. Her er ingen høje bygninger, grimme neonskilte og enorme hotelkomplekser. Byens huse er, for de flestes vedkommende, pæne og velholdte, og de små gader emmer af stemning både om dagen og om aftenen. Bevares, der er da butikker der sælger souvenirs, men selv de er langt hen ad vejen nedtonede og smagfulde. Man kan kun håbe, at Ithacas beboere – der er kun ca. 3.500 af dem, omkring 1.500 i Vathi – kan opretholde stemningen og ikke bliver grådige efter turistindtægter, for så har de potentialet til at trække både velhavende turister og feinschmeckere til øen.

Pensionist-paradis … Eller hvad?

Nu kunne man så overveje, om denne type rejsemål så ikke ville appellere udelukkende til det grå guld, og det er til dels rigtigt; gennemsnitsalderen for turister er formentlig et godt stykke oppe i 40’erne, hvis ikke højere. Og her er stort set ingen børn ud over de lokale. Det gør dog også, at der ikke er hoppeborge, legelande og larm, som man ellers godt kan løbe ind i på de såkaldt 'børnevenlige' destinationer. Og hvis man tager poderne med til Ithaca, skal man altså være indstillet på selv at holde dem beskæftiget med aktiviteter, de nok ikke er vant til – og i hvert fald er det en god idé at vælge et af de få hoteller med pool – eksempelvis Captain Yannis – for at være sikker på, at ungerne får en god ferie.

Ægte græsk mad

Ithaca byder på en række rigtigt gode græske restauranter, og maden er stort set altid veltillavet og i øvrigt ganske billig. En hovedret med drikkevarer ender sjældent over ca. 10-12 euro, og de fleste tavernaer har en autensitet og hygge – om end grækernes forkærlighed for belysning med neonrør er repræsenteret enkelte steder. Men lad dig ikke narre; maden kan sagtens være ganske glimrende, selvom den bliver badet i et koldt, hvidt lys. Problemet løses ofte ved at sætte sig udenfor, for langt de fleste restauranter har udendørs servering, og i perioden fra slutningen af marts til slutningen af oktober er temperaturen oftest udmærket til at sidde udendørs.

Langs havnen findes de restauranter der er tættest på at kunne klassificeres som 'turistfælder', hvorimod man længere oppe i byen – og i nabobyerne – finder bedre kvalitet. Bemærk dog, at hvis du kommer i ydersæsonen kan enkelte restauranter i nabobyerne sagtens være lukket, så inden du kører 10-11 kilometer for at prøve en anbefaling fra Tripadvisor, så tjek lige om restauranten faktisk er åben.

Blandet vejr

Ithaca og de ioniske øer generelt er kendetegnet ved at være væsentligt mindre tørre end resten af Grækenland, og det betyder at man sagtens kan løbe ind i en regnbyge – endda ofte en rigtigt kraftig en af slagsen. Det gør, at øen er grønnere end stort set alt andet i Sydeuropa – her er frodigt overalt, og bjergene er klædt i en smuk grøn farve, ligesom der ikke er langt imellem rosenbuske og smukke blomster – både i haverne og i den frie natur.


Temperaturerne ligger på omkring 20 grader eller lidt over indtil sent på aftenen i ydersæsonerne, men når snildt over 30 i højsæsonen. Om aftenen holder temperaturen sig også over ca. 15-20 grader hele året, så man kan sagtens nyde sin aftensmad. Skulle der blæse en smule kan man flytte sig op i byen, hvor små restauranter i idylliske gader leverer glimrende service og en ekstremt hyggelig atmosfære.

Fred i sjælen

Efter nogle dage på Ithaca føler man et markant gearskifte. De lokale virker til at nyde livet – intet går for hurtigt, ingen stresser, men alligevel virker det til, at de får tingene gjort, og øen fremstår generelt ren og præsentabel, og man løber aldrig ind i dårlig service på hverken hoteller, i restauranter eller butikker. Stilheden og den smukke udsigt over bugten vil få selv den mest stressede kontorchef til at sætte sig ned og nyde et glas køligt hvidvin uden tanke på hverdagens problemer. Ithaca er smukt, og du vil nyde den fra du kommer til du igen går ombord på færgen imod fastlandet og får dit sidste imponerende skue over bugten hvor Vathi troner. Vi tvivler på, at du kun kommer en enkelt gang.

Go Traveling/BT var inviteret af Århus Charter, der arrangerer ture til Ithaca hver uge fra maj til oktober undtagen august.

5 ting du skal gøre på Ithaca

1.    Tag en sejltur. En lille speedbåd kan lejes for ca. 60 euro (plus benzin) for en dag uden for sæsonen, og ca. 80 i højsæsonen. Du kan sejle båden uden særlige kundskaber, og de små både kan ligge for anker ud for en af de mange små strande så du kan svømme ind og sole dig. Pak en madpakke, for du får ikke lyst til at vende om før du absolut skal aflevere båden. Udlejningen står Stefano for, og du kan kontakte guiden på stedet eller bare smutte forbi hans kontor. (Sådan er Ithaca)
Pris: 60 Euro for en dag uden for sæsonen, 80 i højsæsonen. Dertil kommer brændstof.

2.    Lej en cykel. Hvis du er til mountainbikes er det en lækker oplevelse at cykle rundt i det bjergrige terræn – men der er masser af hårde stigninger, så vær opmærksom på, at du skal være i nogenlunde form hvis du ikke vil bruge det meste af den tid på at trække cyklen op ad bakker.
Pris: 10 Euro for en dag for 26”, 12 Euro for en dag for 29”.

3.    Tag til stranden. Det kan lyde som en no-brainer at man skal tage til stranden i Grækenland, men Ithaca har så utroligt mange små strande, at man bør vælge strand med omhu. Er man i sin egen båd kan man ofte få en strand helt for sig selv. Bemærk dog, at stort set alle strande er stenstrande med sten af varierende størrelse, så det kan være en ide at medbringe solidt fodtøj og en klapstol.
Pris: Gratis. (Der kan dog være en pris for at leje liggestol på de større strande)

4.    Snorkle. Selv om der ikke er koraller eller andet, er en tur med snorkel ikke at foragte. Vandet omkring Ithaca har en sigtbarhed, der er næsten unik – man kan se bunden tydeligt selv om der er mange meter ned. Der er også mange fisk – en del af dem farvestrålende. Er man til at snorkle skal man unde sig en tur.
Pris: Gratis hvis du har eget udstyr med. Alternativt kan du tage med på en af turene arrangeret af de forskellige rejsebureauer

5.    Kajak. Hvis du har lyst at bruge armene lidt og har mod på det, er det en rigtigt god ide at leje en havkajak. Du kan uden problemer sejle langs kysten fra Vathi og det er en fantastisk måde at se øen på. Bemærk at du skal være erfaren havkajak roer for at tage en havkajak ud når det blæser, for ud for kysten kan der godt være en del bølger. Hos Odysseus Kajak Udlejning er de klar til at hjælpe, give et lille kursus – og i øvrigt tage med, hvis du ønsker det.
Pris: Guided 5 timers tur: 55 Euro, single kajak 40 Euro, dobbelt 50 Euro

 

HOTELLER

Ithaca byder på flere hoteller, men ingen enorme mastodonter fylder i udsigten. De fleste hoteller har kun få værelser, og øens største, Hotel Mentor, ville være et meget lille hotel de fleste andre steder. Vi har testet tre meget forskellige hoteller på øen – vores karakterer er baseret på øens standard – så forvent ikke Shangri-La, selv om hotellet har fået 5/6 stjerner. Til gengæld kan meget få fem-stjernede hoteller byde på en udsigt så lækker som hotellerne på Ithaca.

Hotel Mentor
Hotel Mentor er øens absolut største, og er også det, der er tættest på hvad man forbinder med et ”rigtigt” hotel, i klassisk sydlandsk stil. Hotellet er ikke luksuriøst, og det er egentlig heller ikke specielt charmerende – hverken hvad angår værelser eller fællesarealer. Til gengæld er rengøringen fortrinlig, og servicen er fin med søde og serviceminded personale.
Samtidig har hotellet en af øens bedste beliggenheder. Helt inderst i bugten og i centrum af Vathi og Vathi havn ligger det med en solrig og hyggelig terrasse direkte ud til bugten. Her er det ekstremt behageligt at indtage sin morgenmad til en udsigt over Vathis bjergrige omgivelser, og der er ikke langt til hverken restauranter eller butikker.
Desværre har hotellet ikke en pool, hvilket er lidt en skam, for det ville faktisk betyde rigtigt meget på en ø hvor der ikke er sandstrande – og slet ikke strande der er særligt tilgængelige.
Værelserne har en fin størrelse, og det er praktisk med klinkegulve når man løber så meget ud og ind som man gør på et hotel af denne type. Et lille fladskærms-tv er der blevet plads til, men hvis du leder efter luksus er det altså ikke her, du skal bo, og nogle af værelserne har en decideret mystisk indretning med håndvask inde på værelset i stedet for på badeværelset. Til gengæld er priserne ganske fornuftige (Også med charter), og alle vi mødte på hotellet har været godt tilfredse med deres ophold. Det er svært at være utilfreds når man står op til noget nær verdens smukkeste udsigt.

+ Udsigt
+ Beliggenhed
+ Service
+ Rengøring
- Indretning af værelser er lidt kedelig
- Ingen pool

Karakter: 4/6

Hotel Captain Yannis
Captain Yannis er egentlig mere et resort end et hotel i traditionel forstand. Placeringen er lidt væk fra centrum, hvilket gør at der stort set er fuldstændigt stille på hotellet, hvis poolområde ligger ud imod vejen og havnen. Man kan altså her sidde i fred og ro i en liggestol og kigge ud på den fantastiske udsigt over bugten.
Captain Yannis er, ligesom de fleste af de andre hoteller på øen, familiedrevet. Ejeren, Stefano, er en gemytlig mand, der er udstyret med et glimrende servicegen. Han dukker gerne op ved poolen for at spørge om han kan hjælpe med at vende solsengen den rigtige retning, og kan man ikke finde ud af at betjene pengeskabet i lejligheden er det også ham, der dukker op for at give et lynkursus. I modsætning til de fleste andre på øen taler han i øvrigt glimrende engelsk, så han er en god hjælp i forhold til eksempelvis billeje eller udflugter.
Værelserne på Yannis er ikke så meget værelser som små rækkehuse. Hvert hus er indrettet med en dagligstue/køkken, badeværelse og soveværelse. Alt virker relativt nyt og pænt istandsat, og fungerer glimrende som en base for udforskningen af Ithaca. Badeværelset er moderne indrettet og pænt – lige som resten af huset er det indrettet i smagfulde jordfarver. Dagligstuen/køkkenet er spartansk indrettet, og her ville eksempelvis nogle puder gøre underværker, ligesom et meget lille 22” tv er stort set ubrugeligt. Eftersom Ithaca kan være udsat for ganske kraftige tordenbyger, kan det være dejligt at kunne se en serie eller to når det vælter ned.
Det lille køkken kan sagtens bruges til at lave kaffe eller en let frokost, men er ikke udstyret til at lave større måltider. Ikke desto mindre er det rart at have muligheden for at kunne tilberede en lille frokost.
Poolområde og fællesområderne fungerer glimrende, og selv om poolen ikke er enorm er det dejligt at kunne tage en dukkert. Alt bliver holdt i fin stand af Stephano og familie, ligesom en ven af familien passer baren der både serverer drikkevarer og små anretninger.
Alt i alt er Captain Yannis et ganske glimrende resort, og selv om Ithaca ikke ligger op til en decideret badeferie er det rart at kunne kombinere oplevelserne på øen med lidt dasen ved poolen. Og vi har aldrig haft en bedre udsigt fra en solseng.

+ Udsigt
+ Gode værelser/Lejligheder
+ Service
+ Køkkenfaciliteter
+ Godt poolområde
- Mangler de sidste detaljer

Karakter: 5/6

Hotel Lazareto
Lazareto er opkaldt efter den lille ø der ligger midt i bugten ud for Vathi, og det er da også det hotel, der er tættest på øen. Udsigten fra Lazaretos værelser på fronten af hotellet er næsten endnu smukkere end den bedste udsigt fra Hotel Mentor. Man sidder i første parket direkte til vandet på den lille altan, og føler nærmest, at man sidder direkte over vandet, for vejen foran hotellet bruges kun sjældent.
Hotellet er familiedrevet, og i løbet af et ophold når man at stifte bekendtskab med hele familien, der er noget af det mest servicemindede vi nogensinde har oplevet. Her er intet for besværligt, og selv om engelskkundsskaberne er nærmest ikke-eksisterende lykkedes det stort set altid at kommunikere med familien. Og intet bliver sparet for at hjælpe gæsten.
Hotellet er stort set nybygget og stod færdigt i august 2016. Det bærer det også præg af, og flere steder virker det stadig en smule ufærdigt med ledninger hængende ned fra loftet, hvor der burde hænge en lampe. Det betyder til gengæld også, at værelsernes stand er rigtigt gode – og alle seks(!) har eget veludstyret the-køkken og alt fremstår helt nyt. Der er værelser med et enkelt soveværelse og the-køkken bygget i et rum, og værelser med to soveværelser og separat spisestue/køkken.
Morgenmaden er en underlig blanding af ting, og har et tydeligt præg af improvisation. Familien gør deres bedste, men forventer du stor morgenmad med æg og bacon bliver du meget skuffet, for det er langt fra hvad der bliver serveret. I stedet kan du løbe ind i alt fra helt friskbagt brød til nylavet toast med skinke og ost. Og masser af pærer.
Fællesarealerne er velholdte og funktionelle, om end det er en smule mærkeligt, at receptionen er placeret direkte i den højloftede spisesal. Det bidrager dog til indtrykket af, at man er i en families stue mere end i et hotel, så hvis man kan lide den hyggelige stemning, så er det egentlig ganske udmærket. Kommer man uden nøgle skal man banke på for at blive lukket ind af receptionisten – og modtagelsen er altid hjertelig og varm.
Alt i alt er Lazareto et udmærket og hyggeligt hotel med masser af varme og en udsigt der, ligesom resten af Ithaca, er bjergtagende.

+ Udsigt
+ Alt er nyt
+ Varme og gæstfrihed helt i top
+ Glimrende værelser
- Mangler detaljer
- ”Spændende” morgenmad
- Meget lille pool uden liggestole

Karakter: 4/6