På med vandrestøvlerne og find kameraet frem. Nu skal vi på et inka-eventyr i Perus Andesbjerge.

  • Fakta om Peru

    Sveden hagler ned ad ryggen på dig. Mest af alt har du lyst til at give de ømme benmuskler en pause fra de barske realiteter.

    Du befinder dig på Sydamerikas mest populære vandretur, den 44 kilometer lange vej ad Inkastien til inkarigets mægtigste tempel, Machu Picchu.

    I løbet af fire dage bliver kroppen konstant kastet ud i nogle af naturens mest barske ekstremer. Fra kulde på bjergtoppene til varmen i dalene. Fra udmattelse til eufori over egen fysisk formåen.

    Alt imens vokser en dyb respekt for det gamle inkafolk, der i 1400-tallet betrådte disse stier med deres bare fødder og tynde klæder.

    Deres mål var Inkarigets helligste tempel Machu Picchu, og eftersom Inkastiens navn kommer af, at man følger i inkaernes fodspor, er Machu Picchu også vores mål.

    Det gådefulde ved det overvældende og velholdte Machu Picchu er, at ingen kendte til dets eksistens før 1911. Ingen ved præcis, hvor og hvorfor inkaerne pludselig forsvandt derfra i sin tid. Machu Picchu vil af den grund nok altid have noget mystisk over sig.

    Mange turister tager bussen fra Cuzco direkte til Machu Picchu. Men det er synd og skam. Ikke alene går man glip af det absolutte klimaks: solopgangen over Machu Picchu, som man står meget tidligt op den sidste dag for at overvære. Man misser også det vigtigste, nemlig den enestående naturoplevelse som Inkastien er.

    Vejen op til Machu Picchu byder på alt fra golde sneklædte bjerglandskaber til de frodigste smalle stier, der for en kort stund kan give fornemmelsen af, at man står i den dybeste jungle under optagelserne til en ny Tarzan-film. Lianerne hænger bogstaveligt talt om ørerne på stiens gæster, og det smeltede gletschervand forskønner naturen med hundredvis af små vandfald.

    Turen bliver smukkere og smukkere, jo længere man når frem, så rygsækken bør fyldes godt og grundigt op med film til kameraet.

    Det var en noget anden oppakning, nogle af de gamle inkaer bar på. Med på deres færd havde de nemlig landsbyens smukkeste pige, som led den tvivlsomme ære at blive ofret til guderne oppe i Andesbjergene.

    Én af de utroligt velbevarede mumier kan man i øvrigt se på et museum i byen Arequipa.

    Turen er belagt med sten hele vejen, og en gang imellem må man bare stoppe op og lade tidsmaskinen føre sig 500 år tilbage. Det er imponerende, at disse kæmpemæssige sten har fundet deres vej op i 4.200 meters højde, hvilket også er turens højeste punkt. Man befinder sig alle dagene imellem 3.000 og 4.000 meters højde, hvilket let får ens åndedræt til at lyde som en galoperende hest.

    Stien besøges hver dag af hundredvis af turister, så man kan altid slå følge med en gruppe, der praktiserer alt fra sneglefartstempo til 100 meterløb.

    Det er slet ikke sådan, at man konstant vader i andre turister, men det er nærmest en befrielse at se andre bjergklatrere være i de samme problemer som én selv.

    Astmatikere skal huske sprayen, og generelt bør alle turister spendere nogle dage i Peru forinden simpelthen for at vænne sig til Andesbjergenes tynde luft.

    At påstå at man skal være i topform for at klare de fire dages anstrengelser ville være en overdrivelse. Alle kan klare det.

    Hvis man alligevel føler det som en for stor mundfuld - eller er i tidnød - er en todages-tur med en enkelt overnatning også mulig. Her bliver man sat af højere oppe i bjergene, men ender det samme sted efter to dage, nemlig ved Machu Picchu.

    De tre nætter foregår under teltdugen, hvor den kolde temperatur i højsæsonen kan komme bag på de fleste! Køb for en sikkerheds skyld nogle billige, strikkede gamacher forinden.

    Teltene stilles op af en gruppe bærere, der også agerer kokke morgen, middag og aften. Turisterne slipper endda selv for at slæbe rundt på potter, pander og cirkustelt.

    Turistens rygsæk behøver f.eks. blot bestå af en sovepose, et liggeunderlag samt varmt skiftetøj.

    For at holde sulten fra døren kan det naturligvis anbefales at medbringe lidt ekstra nødrationer i form af mad og drikkevand. Undervejs på turen prøver lokale handlende dog at friste din søde tand. Snacks og sodavand er på den måde stadigvæk inden for rækkevidde.

    At anskaffe sig billetterne kan være en kamp i sig selv. Turene arrangeres fra Cuzco, hvor op mod hele bymidten er belejret med bureauer, der alle ønsker at se nærmere på dit kontokort. Da turarrangørerne kører med differentierede priser, fås det bedste overblik ved at tjekke fire-fem bureauer. Studerende kan spare ca. USD 30, så hav endeligt studenterkortet klar i bagagen.

    I Peru taler man stort set kun spansk, så engelsktalende guider er i høj kurs. Det koster ikke ekstra, men rejsearrangøren skal være klar over dit ønske.

    Inka-eventyret ligger kun en flybillet væk, så glem H.C. Andersen og den lille havfrue for en stund og lad eventyret folde sig ud i Peru.