Kun ét værelse tilbage. Høj førpris - nu slagtilbud. Andre kunder kigger også med … De populære booking-portaler med et utal af hotelværelser emmer af gode og hurtige tilbud. Men i virkeligheden er der ofte penge at spare ved at droppe portalerne. Det viser en pristest af ti hoteller, som BT har foretaget.

Dansk Erhverv mener, at portalerne reelt kvæler konkurrencen, fordi de – udover – kommissionen på 15-25 procent - også kræver, at hotellerne ikke går under online-priserne på deres egen hjemmeside. Der var dog både store prisforskelle på portalerne og masser af penge at spare på hotellernes hjemmesider, da BT i går satte sig for at undersøge de forskellige hotelpriser.


Forbrugerne betaler ofte overpris gennem populære booking-portaler. I seks ud af ti tilfælde var der penge at spare ved at kontakte hotellet direkte, viser et hurtigt BT-tjek.

Kun ét værelse tilbage. Høj førpris - nu slagtilbud. Andre kunder kigger også med …

De populære booking-portaler med et utal af hotelværelser emmer af gode og hurtige tilbud. Men i virkeligheden er der ofte penge at spare ved selv at ringe til hotellerne. Det viser en pristest af ti hoteller, som BT har foretaget.

Booking-giganter som Hotels.com, Booking.com og Expedia.com tager sig nemlig godt betalt for deres service. Avancen er helt op til 25 procent af prisen for at formidle et hotelværelse. De er de penge, man som kunde ‘kan få del i’, hvis man ringer direkte til hotellet.

En ny prisundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at der stort set ikke er prisforskel på danske hotelværelser søgt gennem portalerne.

Dansk Erhverv mener, at portalerne reelt kvæler konkurrencen, fordi de – udover – kommissionen på 15-25 procent - også kræver, at hotellerne ikke går under online-priserne på deres egen hjemmeside.

Der var dog både store prisforskelle på portalerne og masser af penge at spare på hotellernes hjemmesider, da BT i går satte sig for at undersøge de forskellige hotelpriser.

Penge at spare

BT testede priserne på ti hoteller – fem danske og fem udenlandske. Priserne varierede mellem portalerne, og da BT efterfølgende kontaktede hotellerne telefonisk eller viaderes hjemmesider, var der i seks ud af ti tilfælde faktisk penge at spare. Besparelsen var størst ved hotellet Manzil Downtown Dubai, hvor tre nætter kostede 7.713 kr. på rejseportalen Expedia, mens hotellet tilbød det samme værelse for 6.318 kr., da BT efterfølgende ringede direkte til hotellet.

Én af dem, der har stor erfaring med hotelbookninger, er 46-årige Bettina Arknæs. Hun er indehaver af rejsebloggen Danish Adventurer og har sammen med sin familie rejst adskillige kontinenter tynde. Hun kunne aldrig selv finde på at booke et hotelværelse uden at have orienteret sig på markedet:

»Det er helt essentielt, at man tjekker hotelpriser mange forskellige steder, da priserne kan variere. Det kan også være smart at ringe til hotellet, da rejseportalerne tager en procentfortjeneste fra hotellerne, så man kan være heldig at få lavet en lokalaftale uden om Hotels.com, Expedia eller en anden portal,« siger Bettina Arknæs.

Fordyrende mellemled

I mange tilfælde kan booking-hjemmesiderne være et fordyrende mellemled, forklarer Asta Ostrowski, der er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

»Det er klart, at jo flere led, du skal igennem, des flere skal tjene penge på din rejse – og desto dyrere vil det alt andet lige blive,« siger Asta Ostrowski.

Hun anbefaler, at man har ’is i maven’, når man bestiller et hotel-værelse på nettet:

»Det kan jo godt være, at der er tale om et godt tilbud, men man skal ikke lade sig presse. Det er en god idé at give sig til at tjekke prisen på lignende hoteller og på hotellets egen hjemmeside.«

Faktisk er der nogle hoteller, hvor man altid vil kunne spare penge ved at gribe knoglen og give et kald.

Det er i hvert fald tilfældet hos 47-årige Torgut Firat, der ejer Hotel Sct. Thomas i København. Han er træt af at skulle betale mellem 15-25 procent i til rejseportalerne, for det betyder, at han må sætte sine priser op.

Vil hellere give rabat direkte

Derfor kan han også give de samme procentsatser i rabat, hvis man som forbruger kontakter ham direkte, og det glæder ham, når pengene ryger i kundernes – og ikke rejseportalernes – lomme:

»Det er helt vanvittigt, at de tager mellem 15 og 25 procent, og det betyder jo bare, at jeg bliver nødt til at sætte mine priser endnu højere. Måske burde man boykotte dem, men det har vi hoteller ikke nosser til. Vi er simpelthen for afhængige af portalerne, og de tjener – desværre –styrtende på det. Jeg synes, at det er urimeligt,« siger hotelejeren.

Sund skepsis

BTs undersøgelse viser, det i over halvdelen af tilfældende er en dårlig forretning at holde sig til rejseportalerne. Det kommer ikke bag på forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, der altid råder rejsende til at være skeptiske over for booking-siderne:

»Det er meget væsentligt at gøre folk opmærksom på problemet. Mange tror jo, at det er smartest at bruge de her hotel-hjemmesider. De siger jo ofte selv i deres markedsføring, at de er billigst, men jeres undersøgelse viser noget andet. Man kan godt tage et tjek på de her hjemmesider, men man skal altså også tage et tjek ude i virkeligheden,« siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.

Hun tilføjer, at det er hendes personlige erfaring, at man ofte får en bedre behandling som kunde, når man køber opholdet direkte hos hotellet.