'Det er sommer, det er sol, og det er søndag' fristes man til at synge, når kalenderen har ramt 1. juli, og sommermånederne er over os, men trods DMI's ellers så positive forudsigelser for juli måned, så er realiteten altså en anden.

For med temperaturer, der kun lige snuser til de 20 grader og regn i lårtykke stråler de seneste dage, så er danskerne blevet desperate for at komme sydpå.

Og det har medført kronede dage for de danske rejsebureauer, der i øjeblikket kan melde tæt på udsolgt til mange af attraktive destinationer i Sydeuropa

»Der er tryk på i disse timer. Salget ligger lige nu ca. 25-30 procent over de samme dage sidste år, hvor der også var tryk på grundet en lignende vejrsituation,« siger kommunikationschef hos Spies, Torben Andersen, og forklarer:

»Vi har faktisk næsten udsolgt til weekenden her, og der er ingen rejser tilbage onsdag.«

Derfor skal der heller ikke gå mange dage med lignende salg, før Spies må melde alt udsolgt i resten af skoleferien, oplyser Torben Andersen.

Det samme gør sig gældende hos Apollo Rejser, hvor man opfordrer danskerne til at væbne sig med tålmodighed.

»Der er tryk på lige nu. Vi har ikke noget tilbage onsdag, vi havde lidt tilbage til Kos på fredag, sidst jeg tjekkede. Men har man lidt tålmodighed, så er der stadigvæk nogle gode rejser i slutningen af juli,« siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef hos Apollo Rejser.

Han anbefaler samtidig, at danskerne går efter de mange rejser til Tyrkiet, hvor man får mere for pengene end eksempelvis i Grækenland og Spanien.

Men kan du ikke vente til sidst i juli, så har BT herunder samlet de 10 billigste afbudsrejser, der er tilgængelige de kommende fire dage

Prisen er per person ved to personer i en uge. Vi har udelukkende søgt på rejser med specificeret hoteller, og der er tale om vejledende priseksempler fundet hos Travelmarket.dk den 6. juli. Vi tager desuden forbehold for udsolgte rejser, ekstra tillæg og gebyrer.

  • Side - Tyrkiet. Afrejse fra København. Firestjernet hotellejlighed - 2.296,- detur (eksternt link)
  • Alanya - Tyrkiet. Afrejse fra København. Trestjerne hotellejlighed - 2.296,- detur (eksternt link)
  • Side - Tyrkiet. Afrejse fra København. Firestjernet hotellejlighed - 2.596,- detur (eksternt link)
  • Cavallino - Italien. Afrejse fra Billund. Telt på firestjernet campingplads - 2.598,- Sun Tours (eksternt link)
  • Marmaris - Tyrkiet. Afrejse fra Billund. Trestjernet hotellejlighed - 2.996,- detur (eksternt link)
  • Alanya - Tyrkiet. Afrejse fra Billund. Trestjernet hotellejlighed - 3.046,- Bravo Tours (eksternt link)
  • Side - Tyrkiet. Afrejse fra Aalborg. Firstjernet hotellejlighed - 3.096,- detur (eksternt link)
  • Marmaris - Tyrkiet. Afrejse fra Billund. Trestjernet hotellejlighed - 3.096,- detur (eksternt link)
  • Marmaris - Tyrkiet. Afrejse fra Billund. Trestjernet hotellejlighed - 3.098,- Sun Tours (eksternt link)
  • Marmaris - Tyrkiet. Afrejse fra København. Trestjernet hotellejlighed - 3.098,- Sun Tours (eksternt link)