Som led i en ny vækststrategi presser det islandske lavprisselskab WOW air nu flypriserne helt i bund. Selskabet annoncerer tirsdag et gevaldigt dyk i priserne, så det nu bliver meget billigere at flyve fra København til fire destinationer i USA og Canada.

Det fortæller direktør og stifter af WOW air, Skuli Mogensen, til BT.

Danskerne kan flyve til Los Angeles, San Francisco, Toronto og Montreal for blot 599 kroner, og billetterne kommer allerede til salg tirsdag. Flyselskabet tilbyder billige flybilletter dels for at udfordre konkurrenterne, men det er også en del af selskabets strategi.

»Det er vores mission at blive ved med at sænke priserne. Det er lave priser, vi har leveret fra dag ét, og det vil vi blive ved med,« fortæller Skuli Mogensen.

De billige priser er ifølge en pressemeddelelse fra WOW air også et led i en strategi om at øge selskabets danske markedsandel, fortæller han.

Skuli Mogensen forklarer, at det blandt andet er et godt år 2016, hvor selskabet tilføjede ni ruter til Nordamerika, der gør, at WOW air har valgt at sænke priserne netop nu.

Hvad er det, der gør, at I har mulighed for at gøre det her?

»Vores fordel er, at vi har været lavpris fra dag ét. Vi har brugt teknologien på flere forskellige måder, selvfølgelig uden nogensinde at gå på kompromis med sikkerheden. Vi har helt nye fly, der er mere effektive i forhold til brændstof, og de er billigere i drift. Og så går vi meget op i god service omkring vores kunder, og de faktorer giver os muligheden for at sænke priserne,« forklarer Skuli Mogensen.

Priserne gælder for rejser, der foretages mellem den 15. januar og den 5. april 2017. Skuli Mogensen håber dog, at selskabet fremover også kan blive ved med at holde priserne i bund.

»Det er vores mission at gøre, hvad vi kan, for at alle kan flyve. Min mission er, at gøre det så billigt, at alle har råd til at flyve,« siger Skuli Mogensen, der ser et 'stort potentiale' i det danske marked.

Rejserne til USA og Canada er med en mellemlanding i Keflavik lufthavn på Island og inkluderer ikke udgifter til bagage udover håndbagage.