Flyrejse. Hvis din billet skal være lavpris, skal du styre udenom gebyrerne. Her får du 11 gode råd,  inden du bestiller

Det er efterhånden mange år siden, at et måltid mad, et valgfrit sæde og retten til at medbringe en stor kuffert automatisk var en del af prisen på din flyrejse.

Med lavprisselskabernes indtog er det nye kundemotto, at du får, hvad du betaler for, og ikke noget som helst andet.

At bestille en flybillet i dag er som at have en lang smørrebrødsseddel foran sig med alle mulige tilvalg – og lige pludselig er den billige flybillet slet ikke så billig.

Derfor har BT Rejser fundet de bedste tips til, hvordan du med lidt forberedelse og snilde kan spare mange penge på din flyrejse.

1 Check kun din kuffert ind én vej.

Hvis du allerede før afrejse ved, at du som en anden Julia Roberts i Pretty Woman kommer til at shoppe dig til en ny garderobe, kan du ligeså godt købe en billig kuffert til at transportere det hele hjem i, frem for at betale for at tjekke en halvtom kuffert ind på afrejsen.

Lån eventuelt lidt plads i din rejsepartners kuffert, hvis håndbagagen ikke er nok, og del besparelsen i gaten. At tjekke en kuffert ind koster typisk mellem 250 og 400 kr. for én vej.

2 Check din kuffert ind hjemmefra.

Husk i det hele taget altid at tjekke bagagen ind online, da det f.eks. hos Norwegian er halv pris sammenlignet med prisen for at gøre det i lufthavnen. Hvis du fortryder ikke at have købt plads til din kuffert i første omgang, kan det dog stadig rettes.

3 Tjek for overvægt hjemmefra.

Det kan betale sig at finde badevægten frem, før man får vejet sin bagage i lufthavnen. Overvægt kan koste mellem cirka 70 og 400 kr. pr. kilo.

4 Drop valg af flysæde.

Det er selvfølgelig rart at vide, at man kan sidde ved siden af sin rejsepartner i flyet, men det kan hurtigt blive en dyr luksus. Særligt på de oversøiske rejser, hvor priserne er op til 240 kr. pr. vej.

Du kan stadig finde en måde at sidde ved siden af din rejsepartner på – helt gratis – ifølge magasinet Euroman, der har undersøgt sagen: Når flyet er åbent for check-in, checker du ind hjemmefra, og så får du automatisk tildelt et sæde. Når du så står i lufthavnen, klar til afrejse, vælger du funktionen på indcheckningsautomaten, der hedder »byt sæde«. Så kan du vælge et bedre sæde eller et sæde ved siden af din rejsepartner.

Dette trick virker dog kun, hvis alle de andre passagerer ikke har forhåndsbooket sæderne - så man skal stå tidligt op.

5 Betal flybilletten med hævekort.

Betaler du med kreditkort, kan du godt regne med, at prisen bliver to-tre procent højere, end hvis du betaler med hævekort.

6 Betal flybilletten med kreditkort - og spar på rejseforsikringen.

Omvendt er det en god idé netop at betale med kreditkort for at spare penge på rejseforsikringen, hvis dit kreditkort har inkluderet en rejseforsikring. For at kreditkortets rejseforsikring er gældende, skal du nemlig have betalt flybilleten med kreditkortet.

7 Smør en madpakke.

Skal du længere end en smuttur til Berlin, f.eks. på en otte timers tur til New York, kan du ikke undgå at blive sulten. Og hvis du smører en madpakke eller køber en sandwich med i stedet for at købe flymad ombord, er der mange penge at spare.

Hos lavprisselskabet Norwegian koster det eksempelvis omkring 240 kr. pr. person hver vej at få mad på flyrejsen.

For den slags penge kan man købe en T-bone steak til at tage med på madpakken, men mindre kan nok også gøre det, og så har du sparet flere hundrede kroner og ikke nødvendigvis fået et dårligere måltid. Og bare rolig - med mindre du har suppe med på madpakke, er der ingen problemer igennem security. Det er kun væsker, man ikke må have med i sin håndbagage.

8 Søg på enkeltbilletter.
Ifølge rejsesøgemaskinen Travel-market kan det betale sig at dobbelttjekke rejsesøgemaskinernes søgeresultat med en søgning på to enkeltbilletter, efter at du har søgt på prisen for en returbillet. Nogle gange kan du på den måde sammensætte en kombination, der er billigere.

9 Hold ferie, når andre arbejder.
Hvis du er opsat på at komme til f.eks. Bangkok, men er fleksibel angående afrejsedatoen, så benyt rejsesøgemaskinen Travelmarkets prisoversigt, Dansk Flyindex. Her kan du sammenligne prisudviklingen for flyrejser til 20 europæiske og interkontinentale destinationer over et givent tidsrum, så du ved, hvornår billetterne er billigst.

Med eksemplet med rejsen København - Bangkok er gennemsnitspriserne omkring jul og nytår på omkring 6-7000 kr., mens samme tur kostede ca. 4000 fra september til starten af december sidste år.

10 Benyt flere rejsesøgemaskiner.
De søger alle nettet igennem for de bedste tilbud, men får alligevel forskellige resultater.

F.eks. viser en hurtig stikprøve, at en rejse fra København til London med Ryanair søgt på Skypicker var ca. 50 kr. dyrere, end det billigste resultat med samme søgning på Momondo.

Omvendt var Skypickers resultat knap 700 kr. billigere end Momondos på samme søgning af en enkeltbillet fra København til Los Angeles (USA). Rejsetiden på tilbuddet fra Skypicker var til gengæld et par timer længere.

11 Køb ungdomsbilletter:
Er du - eller dine børn - under 26 år, har både SAS og Norwegian særlig favorable tilbud. Hos begge selskaber kan man søge specifikt efter ungdomsbilletter.