Lysten til at se, hvordan vores forfædre levede for mere end 1.000 år siden, synes ingen ende at ville tage. Over hele landet er der sommeren igennem masser af sjove og spændende vikingeoplevelser og -aktiviteter.
»Er der nogen blandt alle jer gode borgere, som har mod til at sætte fod på sten og sige noget i denne sag?«
Den hærdebrede viking lader sit faste blik vandre rundt mellem alle os tilskuere, der er stimlet sammen om tingstedet, en rundkreds af store sten.
Der er rettergang på vikingemarkedet på Ravnebjerg i Sagnlandet Lejre.
Sagnlandet ligger i nærheden af Roskilde og er et historisk og arkæologisk forsknings- og formidlingscenter. Lige nu er det i høj grad formidling, det handler om.
Formidling af livet i Danmark for flere end tusind år siden. Og netop nu rettergang anno 920.
Efterhånden som vikingens blik fanger tilskuernes, kan man næsten se dem dukke sig.
»Stop!« lyder det pludselig. og alle vikingerne, der sidder på lave taburetter bag hver sin tingsten, fryser i bevægelsen.
Vikingetiden år 920 går i stå for en tid, mens vikingekvinden Thorgunn, der er fortæller i historien, træder ind i midten af tingstedet og fortæller os om datidens juridiske aspekter.
Børnene, som sidder i græsset bag vikingerne, nikker, men hverken de eller de voksne tilskuere føler, at de har noget at sige til sagen.
Ærligt eller uærligt drab?
Det er vikingen Ravn og dermed også hans slægt, der vil have rettens ord for, at han kan dræbe Orm, for Orm har dræbt Ravns søn Thorleif, og det ved et uærligt drab, påstår han.
Orm har erkendt drabet, men han nægter, at det var uærligt.
Han har fortalt, hvordan den 14-årige Thorleif ikke en, men flere gange svigtede fællesskabet, da de var i England for at indkræve danegæld.
Thorleif skulle i kampen beskytte Orms venstre side, men han stak af fra linjen for at kæmpe på egen hånd. Og da krigerne skulle hjem med danegælden, tog han ikke sin åre og kom først hjem med en anden båd langt senere.
»Den aften det skete, mødte jeg Thorleif, da jeg gik gennem skoven. Han havde været i ølteltet. Hans øjne var helt røde. Han hånede mig og greb så sit sværd og gik til angreb. Jeg måtte forsvare mig. Jeg havde ikke lyst til at dræbe nogen. Vi kan ikke undvære gode krigere. Men det var et ærligt drab,« har Orm forklaret.
»Nej, du sneg dig ind på min søn i mørket og dræbte ham. Det var et uærligt drab, som skal koste dit liv,« modsvarer Ravn.
Sådan står sagen. Ingen har mere at tilføje.
Hele slægten står til ansvar
Rettergangen fortsætter. Den lovkyndige spørger, om Orm kan finde tolv mand, der vil sværge på, at hans ord er sande, og at han ikke har dræbt uærligt.
Denne gang træder publikum i aktion, og snart er der tolv store og små, der vil sværge for Orm. Dermed er det fastslået, at det var et ærligt drab.
Men det er et drab, som kræver bod, mener tingsmedlemmerne, og Orm har allerede luftet, han er villig til at betale sølv i bod.
Igen stopper vikingetiden, og Thorgunn forklarer, hvad det indebærer at sværge for Orm. Det er ikke kun én selv, men hele ens familie og slægt, der nu hæfter for Orm både med ord og gerning. Flere af de tolv ser lidt bekymrede ud.
Tinget fortsætter. Orm tilbyder sølv i bod, Ravn afviser blankt. Bod kan ikke komme på tale.
Derefter skærer tingmedlemmerne igennem. Sagen må så afgøres ved en holmgang, og de vedtager reglerne: Kampen stoppes ved »to fødder over haslen« eller ved det første blod.
Sværdene lyner i solen
Vi myldrer alle – vikinger og tilskuere – fra tingstedet, teltene og vikingemarkedet ud på en åben græsmark, hvor vikingerne lægger hasselgrene i en firkant til kampplads.
Ravn krænger sin kofte af. Han ser drabelig ud og har mord i øjnene. Orm, som er mere bonde end kriger, beholder sin kofte på og sveder. Men han slår bravt fra sig. Sværdene lyner i solen og brager mod skjoldene.
Børnene omkring ser både fascineret og en smule skræmt ud.
»Stop!« lyder det fra Thorgunn, og krigerne står helt stille.
»Så I det?« spørger hun og peger ned på Orms ene ben. »Kun et ben ud over haslen. Kampen må fortsætte.«
Og det gør den. Indtil Orm bliver ramt af Ravns sværd og går i knæ.
»Første blod,« runger det fra de øvrige vikinger, og de myldrer ind over haslen for at hindre Ravn i at fortsætte kampen og give Orm det endelige sværdslag.
Rettergangen er afsluttet. Der falder ro over livet i vikingebyen, og der er igen tid de daglige sysler i teltene og til at handle i boderne på markedspladsen.
