Vermouth er andet end Martini Bianco. På spansk hedder det vermut, og lige for tiden er det en hip ledsager til din tapas på Barcelonas barer.
Vermouth. Det er ikke fordi, de gode minder ligefrem står i kø: Den første rus i en Martini Bianco »lånt« fra forældrenes barskab. De endnu billigere varianter fra discount-supermarkedet et par år senere. Optagelsesprøven i drukklubben i gymnasiet, hvor man skulle drikke en flaske Martini på under en time – fordi det var det klammeste, vi kunne komme i tanker om.
Og så ellers et voksenliv, hvor Martini er skiftet ud med det efter sigende lidt bedre mærke Noilly Prat, som man bruger til to ting: Risotto, hvor vermouthen tilsættes, efter løgene er sauteret, og risene netop er blevet blanke, og før man begynder at komme fond på. Samt når man en gang imellem har hang til at lege James Bond og drikke dry martini, hvor gin og grøn oliven lige skal have et skvæt vermouth, for at cocktailen glider ned.
Det var i grove træk mine erfaringer med vermouth, før jeg tog til Barcelona. Men jeg skulle ikke opholde mig mange timer i den catalanske millionby, før jeg fandt ud af, at vermouth eller »vermut«, som spanierne kalder det er mucho trendy.
Vermut er mange steder blevet den nye smarte ledsager til de forskellige udbud af tapas. Og flere steder har deres egen vermut. En af dem er den hippe Morri Fi, der startede som en lille tapasbar, som ikke er meget større end en pølsevogn, men som aften efter aften trækker folk til, der enten får et hjørne i den minimale bar eller trækker ud på gaden, hvor der er et leben selv på en kold aften.
Ejerne har de senere år åbnet flere afdelinger rundt om i byen, blandt andre den noget større Dalt De Tot i den hyggelige smalle gade Saragossa i Gracia-kvarteret.
Også her er vermuten et centralt omdrejningspunkt i konceptet. Den dyreste flaske koster ti euro, så det er ikke noget, man bliver ruineret af – til gengæld er det nemt at blive fristet, for Morro Fi-kæden pakker en stribe lækre gavekurve, hvor vermuten kombineres med kædens andre produkter, der primært tæller kvalitetskonserves som ansjosfileter, muslinger, blæksprutter, grønne oliven, de små grønne pebre »piparres«, og den uforlignelige paprikabaserede salsa.
Mens du beslutter dig for hvilken kurv, du skal have med hjem, så bestil en rød vermut og en kurv chips med oliven, sardiner og salsa. Så er der ikke et øje tørt.
Morro Fis moderne tapasbarer kan i indretning godt minde lidt om Emmerys bagerier her til lands. Men konceptet med at spise god konserves og drikke enten billige små fadøl eller vermut til er ældgammelt.
Det mere klassiske
Lidt nord for Barcelona findes klassikeren Espinaler, der måske ikke er lige så strømlinet som Morro Fi, men som til gengæld vinder på autenticitet. Ikke så sært, eftersom den familiedrevne virksomhed har været i gang siden 1896.
Espinaler er en lille undseelig hjørnebar, der ville ligge ned til den smukke brede strand, hvis ikke det var fordi den trafikerede strandvej lå midt imellem. Trafikken spolerer imidlertid ikke hyggen, når bartenderen uimponeret af et rend af valfartende turister fører en tandstik gennem en grøn oliven og skænker endnu en rød vermut i en spinkelt glas med en kande danskvand til.
På Espinaler påstår man ikke, at den konserverede mad er frisklavet – man gør derimod en dyd ud af stedets speciale og serverer maden i dåser, der dog lige har fået filet de skrapeste kanter af.
Ved siden af caféen ligger en butik, der er spækket med Espinalers nærmest endeløse produkter, der går fra kongekrabbe og artiskokhjerter til croquetas, snegle og den berømte salsa – alle forsynet med det sjove logo af et fiskeskelet med stok.
Espinaler har produceret vermut siden 1940erne. I 1950erne kom deres salsa til. I 1970erne begyndte stifterens oldebarn at professionalisere Espinaler, således at brandet omkring år 2000 var udbredt til det meste af Spanien. Siden 2012 har Espinaler været på både det europæiske, asiatiske og amerikanske marked.
Men det hele startede her på strandvejen lidt nord for Barcelona.
