Charterselskabet SunCharter har væksthatten på, og det er nu Nordjyllands største charterarrangør, men selskabet vil også være store i andre dele af Jylland. Og direktør Søren Kjellerup vil have dobbelt så mange gæster i 2016.

Det skriver luftfartsmediet Check-In.

For cirka et år siden var det tre år gamle rejseselskab ude med meldingen om, at det ville være »nordjydernes eget charterselskab«, og SunCharter flyttede dermed de fleste af sine afgange til Aalborg Lufthavn. Det gav pote, og nu et år efter er målet om at få 20.000 chartergæster nået.

Målet for SunCharter er nu at vokse fra de nuværende 20.000 gæster til 40.000 gæster i 2016. Den vækst skal komme fra især to nye rejsemål, som kommer på selskabets program fra næste år. Fra påsken 2016 kan man flyve med SunCharter til Malta, og fra 8. maj 2016 vil selskabet udvide med den græske ø Korfu.

»I vores første år har vi fokuseret på de sikre heste som Golden Sands i Bulgarien, Alanaya, Kreta og Rhodos samt Tenerife og Gran Canaria om vinteren. I 2016 har vi i stedet ønske at finde destinationer, som andre ikke flyver til fra Aalborg Lufthavn,« fortæller administrerende direktør Søren Kjellerup til Check-In.

Hvis målet på de 40.000 gæster nås af SunCharter, vil det blive det femtestørste charterselskab i Danmark efter Spies, Star Tour, Apollo og Bravo Tours. For at nå målet vil SunCharter markedsføre sig i langt højere grad i Østjylland, men det betyder ikke, at afgangene skal være fra lufthavnen i Tirstrup. Næsten alle afgange vil fortsat være fra Aalborg Lufthavn, men til gengæld vil selskabet sende nogle få fly afsted fra Billund.

Det drejer sig om rejser til Alanya i Tyrkiet og Golden Sands i Bulgarien.

Cirka 765.000 danskere rejste i sommeren 2015 (april til oktober) på charterferie.