Hver tredje dansker følger sig dårligere stillet når de rejser til udlandet i dag, end de gjorde med den offentlige rejsesygeforsikring.

Med den første sommerferiesæson for danskerne uden den offentlige danske rejsesygeforsikring har TSS Gallup undersøgt holdningen til det blå EU-sygesikringskort.

Og den er ikke helt entydig.

Hver femte mener, at de er bedre stillet med det blå EU-kort, viser undersøgelsen. Hver fjerde føler sig hverken bedre eller dårligere sikret med det blå kort, end de gjorde med det gule kort, mens hver tredje føler, at de er dårligere stillet med det blå EU-sygesikringskort.

Det er Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring, der har bestilt undersøgelsen hos Gallup. Det har de gjort fordi selskaberne oplever, at danskerne har flere spørgsmål end normalt om dækningen i forbindelse med rejsesygeforsikring.

Læs også: Pas på med ukendte love og regler på ferien

Første begrænsning af den tidligere offentlige rejsesygeforsikring skete allerede i 2008, hvor den betalte hjemtransport blev skåret bort. 1. august sidste år blev resten af rejsesygesforikringen på det gule sygesikringsbevis så afskaffet.

Erstatningen er det blå EU-sygesikringsbevis, som sikrer akut sygdomsbehandling på offentlige hospitaler under samme vilkår, som borgerne i det aktuelle EU-land, man befinder sig i, har.

»Det er sjældent et problem, at det blå kort kun dækker behandling på offentlige hospitaler, når man rejser til større byer. Men på de populære charterøer kan man ikke være sikker på, at offentlig behandling er lige så let tilgængelig. Og rejser man uden en privat rejseforsikring, må man selv betale for behandling, hvis der kun er privathospitaler på feriedestinationen,« siger direktør Uffe Svennson, Gouda Rejseforsikring.

Selskabet har siden august sidste år fået flere henvendelser fra danskere, som har haft problemer med behandlingen på de offentlige hospitaler i udlandet.

»Nogle steder skal man selv betale for ekstra pleje og for basale ting som toiletpapir og vand. Det sker også, at medicin skal hentes på apoteker uden for hospitalet. Og der er desværre ikke længere en offentlig alarmcentral, man kan ringe til og få hjælp,« siger han.

Har man tegnet en privat rejseforsikring, har flere selskaber deres egne private alarmcentraler, hvor man kan søge hjælp.

»Inden man rejser til udlandet, bør man undersøge sin forsikring og finde ud af, hvordan man får hjælp, og hvem man skal kontakte i Danmark, hvis uheldet er ude,« råder Uffe Svennson.