Lavprisselskaberne opruster, og med op til 187 ugentlige flyvninger mellem den danske og den britiske hovedstad fra november forventes billetpriserne at rasle ned.

Fra 278 kr., reklamerer Ryanair.
Fra 429 kroner, reklamerer Easyjet.
Mens de øvrige ruteselskaber, som flyver direkte mellem København og London, har billetpriser på lidt over tusind kroner.

Det koster det her og nu, men fra november forventes endnu lavere priser, for da øges antallet af flyvninger mellem de to hovedstæder markant.
Fra de nuværende 145 til formentlig 187 ugentlige flyvninger - og omkring 7.500 ekstra sæder.

Læs også: Fem måder at opleve London

»I gennemsnit vil priserne formentlig falde lige så meget, som kapaciteten øges, altså med næsten en tredjedel. Det vil især være SAS, British Airways og til dels Norwegian, som bliver tvunget til at sænke priserne«, siger Ole Stouby, adm. direktør i Travelmarket til branche-sitet Take Off.

Men det er især de to lavprisselskaber, Ryanair og Easyjet, som udvider antallet af deres flyvninger mellem København og London. Ryanair, som før sommerferien åbnede sin rute til Luton, 50 kilometer nordvest for London, vil udvide fra to til fire daglige afgange. Det samme vil easyJet på sin rute til Luton, fra to til fire daglige afgange, hvorefter selskabet, som også flyver fra København til Gatwick, får otte fly om dagen.

Læs også: Rejseguide til pulserende London

Hverken SAS eller Norwegian ser problemer med de mange flere afgange på ruten til London. Ingen har planer om at skære ned, og SAS vil tværtimod udvide.
Selskabet har lige nu 39 ugentlige afgange, og vil til vinter flyve med større fly på ruten, og får dermed seks pct. flere billetter til salg.