Efteråret er oplagt til en weekendtur ud og samle svampe, kastanjer eller bare gode oplevelser under en (forhåbentlig) klar septemberhimmel. Her er seks gange udstyr, du vil blive glad for at have med.

3 efterårsture på en weekend:

1. På rundtur i det sydsvenske

Skåneleden er et net af vandrestier på i alt 1.000 km spredt ud over det skånske landskab. Stierne er inddelt i 89 etaper på mellem 9 og 30 km, alle med mulighed for overnatning i naturen, på campingpladser eller mindre hoteller undervejs. En oplagt weekendtur er den i alt 35 km lange rundtur om halvøen Falsterbo syd for Malmø, der ud over smuk natur langs bl.a. kysten har den fordel, at vandreturen starter og slutter samme sted.

skaneleden.se

2. Pilgrimsvandring på Møn

Spanien har Caminoen, Danmark har sin egen udgave, Camønoen. Som i den danske model er 175 km lang og strækker sig over Møn (heraf navnet) samt de små øer Nyord og Bogø. Ruten åbner officielt i foråret 2016, men man kan sagtens snuppe et stykke af turen allerede nu, f.eks. de to etaper, i alt 27 km, der følger Møns Klint.

Indtil Møns Klint officielt åbner, se mere på sjaellandsleden.dk

3. Sydfyn er fin

Med 220 vandrestier rundt om det sydfynske øhav er Øhavsstien en af Danmarks længste vandreruter. Ruten er inddelt i syv delstrækninger, bl.a. to på Langeland og en på Ærø. Rute 1 på 39 km går fra Falsled i det sydvestlige Fyn gennem de Fynske Alper - Svanninge Bakker - til Fjællebroen på sydkysten. Der går offentlig transport mellem start-og-slut-steder, og der er både mulighed for overnatning på campingplads og i Bed&Breakfast.

detsydfynskeohav.dk

6 x udstyr til efterårsturen:

1. Støvler

Foto: PR
Vis mere

Vandrestøvler kommer i mange modeller, en af dem er Verto S3K GTX fra North Face, som er en støvle, der især er velegnet til vandrere, som er lidt mindre sikre på fødderne – sålen er en særlig såkaldt Vibram Mulaz, som gør, at man står bedre fast, når underlaget er glat og/eller stejlt, samtidig med at de sidder perfekt om anklen på grund af bl.a. den gele, der er en del af materialet i hælen.

Goretex gør dem vandafvisende, og så er de med en vægt på under 700 gram per sko lette. 1.499 kr.

2. Bukser

Foto: PR
Vis mere

Bukser, man kan bevæge sig i, højner fornøjelsen ved at på, uanset om man skal gå kort eller langt. Svenske Fjällräven har i sit store sortiment af vandrebukser begået modellen Oulu, som er lavet af strækmateriale og med formsyede knæ, så uanset hvor meget man bevæger sig, følger de med.

Som en ekstra bonus tørrer de hurtigt, hvis de bliver våde. 1.299 kr.

3. Rygsæk

Foto: PR
Vis mere

Skal man bære både sovepose, liggeunderlag, mad og diverse tøj og grej, kan rygsækken hurtigt blive tung, og så er en god rygsæk essentiel.

Et af de bedste bud på det er den nyeste og prisvindende model fra amerikanske Osprey – de såkaldte antigravity rygsække, som er fremstillet med et særligt ventileret bæresystem i skulderstropper, ryg og hoftebælte.

Det betyder desværre ikke en fuldstændig vægtløs rygsæk, men gør, at man faktisk føler, man ikke bærer ret meget, samtidig med at rygsækken sidder så komfortabelt, at man næsten kan glemme, man har den på.

Hoftebæltet sidder stramt og perfekt på hofterne, mens det mesh, der er i både bælte, stropper og ryg, gør, at tasken ikke klistrer til en. Den kan indstilles på et hav af måder og har alle de lommer og stropper, man har brug for. 1.999 kr.

4. Pandelampe

Foto: PR
Vis mere

At vandre i efteråret kan betyde behov for lys, og til det formål er en pandelygte, der giver fri bevægelighed til hænderne det bedste valg. Petzl har lavet pandelamper i en evighed.

Et af de nye skud på stammen er modellen Tikka RXP, som med ny teknologi gør, at lampen selv tilpasser sit lys efter forholdene. Den har en rækkevidde på mellem 2 og 110 meter og en brændetid på 10 timer ved lav styrke. Batterierne er genopladelige (via et USB-stik). 650 kr.

5. Top

Foto: PR
Vis mere

Selv om man »bare« går, kommer man til at svede, og svedigt tøj gør kold, hvis ikke det er lavet af et stof, der kan transportere sveden væk. Det vil sige, at bomuld er no-go, kunststof eller uld er go.

Disse to farverige toppe i modellen Tikse fra svenske Kari Traa er lavet af 100 procent merino-uld, som varmer, også når det er vådt, og - mere vigtigt - ikke kradser.

Toppene har flade syninger og såkaldt mesh på ryggen og under armene, hvor varmen fra kroppen kan komme væk. Og så sidder de pænt. Kortærmet 299 kr., langærmet 499 kr.

6. Jakke

Et af de vigtigste stykker tøj til en efterårstur, hvor vejret pludselig kan vise tænder, er en jakke, der kan modstå vand og vind. Og som man samtidig kan ånde i.

En sådan er Point Five fra North Face, der er udstyret med en de kraftigste membraner i sin prisklasse (3-lags, 70D Goretex Pro for nørderne). Derudover har den en justerbar hætte, formsyede albuer, så man kan bevæge sig, og håndlommer, der sidder højt placeret, så de ikke kommer i karambolage med rygsækkens hoftebælte.

Vægten er under 500 gram. 2.999 kr.