Den Spanske Stats Turistbureau har i et halvt hundrede år haft kontor i København, og det er stadig åbent for kunder.

Et efter et er de forskellige landes turistbureauer lukket i Danmark og erstattet med on-line selvsøgning.

Andre bureauer er stadig i landet, men lukker for direkte kundekontakt. Det spanske turistbureau holder dog fast og har stadig åbent for besøg af rejseglade danskere.

For nogle år siden flyttede kontoret fra rejsebutikken i gadeplan til et kontor på anden sal. Men mulighed for kundekontakt holdt man fast i. Mandag-fredag er der åbent, og »der er mulighed for at komme forbi vores kontor og hente materiale eller få rådgivning til ferien i Spanien. Vores dørklokke sidder i porten,« som det hedder på turistbureauets hjemmeside.

Læs også: Spaniens grønne ryg

Spanien ligger i den absolutte top blandt danskernes foretrukne feriemål, og det spanske turistbureaus stædige holden fast i den direkte kundekontakt er nu belønnet med 'SOS International Rejseprisen 2015'.

Det er foreningen Danske rejsejournalister, som vælger vinderen af rejseprisen, hvor  Icelandair og Bella Vista Travel også var nomineret.

»Prisen skal ses som anerkendelse for bureauets nærvær, fremragende service og stribevis af initiativer. Ligesom det altså også tæller med, at Spanien stædigt har fastholdt sin repræsentation i København,« sagde formand for Danske Rejsejournalister Vibeke Isaksen, da hun en festlighed på Radisson Blu Hotel i København fredag overrakte prisen til Francisco Cervero, som er direktør for Den Spanske Stats Turistbureau.

Læs også: Guide til storbyferie i Madrid