Alt oser af idyl og gamle dage i Becugi-bjergene. Maden er hjemmelavet, leen hviler roligt på skulderne efter en hård arbejdsdag, og dyrene vandrer uanfægtet rundt. Kom med i »tidsmaskinen« og oplev en svunden tid.
Et gammelt par går småpjattende med hinanden i hånden og leen over skulderne hjem efter en lang dags arbejde med at slå græs på de smukke, transsylvanske bjergskråninger.
Det ligner noget fra en Morten Korch-film optaget i Schweiz, men den slags er hverdagsvirkelighed i landsbyerne ved Bucegi-bjergene syd for Rumæniens store turistdestination, Brasov.
Her er det som at blive sendt tilbage til gamle dage, hvor markarbejdet klares med håndkraft eller lidt hjælp fra heste og æsler, og oftere end motorstøj hører man den bimlende lyd af klokkerne om halsen på de køer og får, der forcerer de græsklædte skråninger.
Det eneste, der bryder billedet, er bilerne fra de turister, der har indlogeret sig i de pensionater, der ligger spredt rundt omkring i det bakkede landskab. Men da de fleste er små familiesteder, der har udbygget med nogle værelser til udlejning hen over sommeren, fylder de kun lidt i billedet. Smukkere og mere fredfyldt udsigt er svær at opdrive noget sted i dagens Europa.
Vi taler virkelig om økoturisme; maden er hjemmelavet, og den nærmeste butik ligger en lille halv times kørsel ad en hullet bjergvej, så det giver ligesom sig selv. Aktivitetsmulighederne er også til at overskue: Man kan gå.
Fra landsby til landsby
Det er der til gengæld også virkelig gevinst ved. Bare turen fra landsby til landsby er en oplevelse her i nogle af Europas højeste bjerge, og man kan såmænd fare vild mellem to landsbyer, for afmærkning af stier er begrænset.
Det lykkedes for eksempel os på turen fra landsbyen Magura, hvor vi boede, til det nærliggende Pestera. Til gengæld er der altid folk på markerne, man kan spørge, og de tager det ikke så nøje her, om man kommer til at skridte ind over marker og hegn.
Så med tegn og fagter, og diverse omveje over grønne bakker og plørede dalbunde, når man alligevel frem og kan være så heldig at ramme landsbyens eneste udskænkningssted, inden turen går går videre forbi let forfaldne træhuse med høns i forhaven og en morlille på en stol – og ud igen i det skønne, grønne og bakkede landskab.
Fåreflokke og klippestier
Egentlige bjergvandringer er der også masser af, og her er der farvede afmærkninger og andre vandrere med stokke og rygsække, så man lettere føler sig på rette vej – for eksempel den op til bjerget Curmatura i 2.500 m højde.
Det er en vej, der kræver sin fysik og et par gode vandresko. Til gengæld bringer den én gennem både flotte åbne områder med fåreflokke og ad mørkere klippestier, inden man kommer op til Cabana Curmatura, cirka en time fra toppen, hvor man kan spise frokost sammen med grupper af rumænske unge og ældre på noget, der ligner et vandrehjem fra mormors tid.
Tilbagevejen endte i en af turens højdepunkter, Zarnesti-kløften. Den er et par kilometer lang og meget malerisk med en lille strøm i bunden og høje klippevægge på begge sider. Undervejs er der et område, hvor der trænes i bjergklatring, Her kan man hyre klatretrænere, og som alt andet på de kanter til priser, der ligger langt under, hvad man betaler i Syd- og Nordeuropa.
Vi blev nu i bunden og nød den storslåede kløft, der i øvrigt har optrådt som amerikansk natur i filmen »Tilbage til Cold Mountain«, hvor det var her, Jude Law blev skudt i slutningen af filmen.
Solid landmandskost
Efter en solid vandretur i bjergene var det rart at flade ud til panorama-udsigten – og ikke mindst se frem til aftensmåltidet, der altid bød på god, solid landkost.
Vi var tre familier af tre nationaliteter, der boede i et lille pensionat, hvor et ældre ægtepar supplerede den beskedne pension med turistindtægterne, og de kom ikke sovende til det.
Kl. 19 var der dækket op til alle i køkkenet, og så kom først suppen – altid med nødning til en ekstra portion – og dernæst hovedretten som for eksempel fyldte peberfrugter med polenta med ost eller kylling med kartoffelmos og krydrede grønsager og til sidst en ordentlig kage og frugt bare til at runde af på.
Alt hjemmelavet, selvfølgelig, ligesom vinen, der blev serveret sammen med et glas brændevin til mændene og kirsebærvin til damerne.
Priserne er næsten til at skamme sig over – seks euro for aftensmaden og fire for morgenmaden, der også var aldeles rigelig med friskmalket mælk eller youghurt fra naboens ko, pølse og ost fra naboens får og ged, brød stegt på panden efter gammel opskrift og den lækreste auberginecreme.
Saxisk idyl og Draculagys
Trænger man til lidt byliv, er der mange charmerende byer i Transsylvanien med kirker fra det 12. århundrede, pastelfarvede byhuse og brostensbelagte gader, som man kan tage afstikkere til, hvis man vælger at blive boende på sit landlige pensionat.
Tre klassiske transsylvanske mål er Sibiu, Sighisoara og Brasov, også kaldet den saxiske trekant, efter de nordtyske handelsfolk, der grundlagde dem.
Hovedbyen er Brasov med 278.000 indbyggere. Det er en smuk by, der begyndte som en saxisk koloni under navnet Kronstadt og siden blev et stort handelscentrum i middelalderen. Saxerne byggede flotte, ornamenterede kirker og byhuse og en mur rundt om hele byen, som man stadig kan se rester af, hvis man går med på byrundturen, der starter på Piata Sfatului-pladsen og har den sorte kirke som et af de første mål.
Den gotiske kirke fra 1400-tallet har fået sit navn efter en brand i 1689 og er et interessant alternativ til de mange hvide kirker og klostre i Rumænien. 300 års regn har dog lysnet udseendet noget, og en kikset restaurering med slibning af stenene løb heldigvis tør for penge, inden man helt fik fjernet kirkens dunkle præg.
Det er svært at komme udenom at besøge det såkaldte Dracula-slot i Bran, 30 km syd for Brasov. Og set udefra er den 60 m høje Hogwarts-lignende bygning fra 1378 da også meget flot, men sammen med strømmen af turister op og ned og ind og ud af stuer og soveværelser får man hurtigt nok.
Historien om ham, der angiveligt var forlægget for Dracula-figuren, Vlad Tepes, Spidderen, der fik sit frygtindgydende navn, fordi han yndede at henrette folk ved at spidde dem på pæle, får alligevel lidt gys frem. Vlad boede aldrig selv på borgen – ikke desto mindre er den nu Rumæniens største turistattraktion.
Efter en dag med gys og byliv bliver man træt og så er det rart at komme tilbage til de landlige omgivelser og nyde stilheden.
Rejseinfo
Transport:
Det er hurtigst at flyve til Bukarest (SAS flyver direkte), hvorfra der lejebil er knap tre timer til Magura. Vi tog fra Budapest med nattog til Brasov, derefter bumletog til Zarnesti og så taxa til Magura. Lidt omstændeligt, men sjovt.
Ophold:
Vi fandt Pension Casa Hille via Tripadvisor.com og betalte 45 euro (ca. 335 kr.) pr. døgn for et værelse med fuldpension for to. Alle pensioner er familiedrevne.
Hvornår:
Højsæson er juni-august, men der er også smukt efterår og vinter, hvor dog kun få pensionater er åbne.
Info:
