I Sri Lanka er toget ikke bare en transportform - det er en oplevelse i sig selv. Intet sted er udsigten gennem togdøren smukkere end fra Nanu Oya til Ella, hvor man passerer teplantager og tågeomkransede bjerge.
Skinnerne hviner, og lugten af diesel og brændt metal fra bremserne kryber ind i næseborene. Den propfyldte perron kommer til live, og folk aser og maser for at komme om bord på det lille blå tog, der minder om en DSB-vogn anno 1972 – hvis ikke ældre.
»Vi kalder det her Lille England,« siger vores privatchauffør Sudath, da han sætter os af ved den lille stationsby Nanu Oya i det centrale Sri Lanka og støvregnen prikker os i ansigtet.
Her regner det 163 dage om året og gennemsnitstemperaturen sniger sig lige over de 15 grader – de solkyssede palmestrande i det sydlige Sri Lanka virker uendeligt langt væk.
Sudath fortæller, at tidligere var jernbanepersonalet nødt til at hælde sand over hjulene, for at de ikke skulle glide hen over skinnerne, når de bremsede, men de tider er heldigvis ovre nu, forsikrer han om. Vi kigger på det udtjente tog og har vores tvivl.
Igennem den dramatiske natur i tog
Selv om vi egentlig har hyret Sudath til at køre os rundt i det meste af Sri Lanka, så har vi alligevel valgt at stå ud af minibussen for at opleve Sri Lankas berømte jernbane.
Åbner man en rejseguide til Sri Lanka, så er en togtur på listen over ting, man må opleve i den dråbeformede østat – det er ikke blot en billig måde at komme fra punkt A til B på, det er også en af de bedste måder at se den dramatiske natur på og få et kig ind i Sri Lankas farverige kultur.
Og intet sted bliver det forløst bedre end på strækningen mellem Nanu Oya og Ella.
Det er vi tilsyneladende ikke de eneste, der har fået øjnene op for; perronen er fyldt med turister, mens der stort set kun er lokale på den anden perron, hvor toget går den modsatte vej til Colombo.
Efter at have fået nerverne flosset af de srilankanske veje med hasarderede overhalinger og busser, tuk-tuks, mennesker og dyr, der smyger sig ind og ud af trafikken, så er toget en afslappende adspredelse.
På mange måder er det den mest behagelige måde at se Sri Lanka på, mens man læner sig tilbage, får en snack, lytter til musik, tager et slag kort, eller bare lader blikket glide med gennem landet, der forsvinder forbi ruden.
Sri Lankas jernbane blev opført af englænderne i 1864 for at transportere te og kaffe fra bjergområderne til Colombo, hvorfra det blev sendt til resten af verden, og i mange år var det jernbanen, der bragte økonomisk fremdrift.
I 1960erne begyndte passagertog dog at overhale godstrafikken i popularitet, og i dag er der over 1.500 km jernbane, der forbinder alle større byer.
Mens borgerkrigen mellem regeringen og De Tamilske Tigre hærgede landet fra 1983 til 2009 blev store dele af infrastrukturen enten smadret eller negligeret. Især nordpå, mens tsunamien i 2004, der krævede omkring 35.000 menneskeliv, beskadigede dele af den sydlige jernbane.
I 2010 indså Sri Lankas myndigheder, at jernbanen var i så sørgelig forfatning, at de iværksatte en handlingsplan, der skal bringe den tilbage til god stand, og de er derfor begyndt at indsætte nye tog og mere luksuriøse vogne henvendt til turister.
Sidstnævnte vogne er der dog ikke noget af i vores gammeldags, knirkende tog, men om ikke andet har det charme.
I mellem tågebanker og små stationer
Toget smyger sig langs bakkerne og pruster op i 1.500 meters højde. Vi ryger ind og ud af små lommer af dis og bliver forkælet med et vue over dybe kløfter, dale, tinder, der fortaber sig i skyerne og forfaldne hjem, der klamrer sig til bjergskråningen. Til sidst opsluger tågen os helt.
Det går hurtigt op for os, at toget ikke nødvendigvis er den hurtigste transportform. Selv om strækningen mellem Nanu Oya og Ella kun er 65 kilometer, så tager turen to en halv time, fordi vi gør holdt ved hver eneste lillebitte station, der nogle gange blot er et trinbræt omringet af jungle.
På et tidspunkt holder vi bomstille i en halv times tid, indtil en konduktør render gennem gangen med en svensknøgle i hånden.
Kort efter sætter vi i gang igen. I sidste øjeblik sætter en ung mand i løb, og i en scene, der er som taget ud af Wes Anderson-filmen »Darjeeling Limited«, når han lige præcis at springe om bord, inden farten bliver sat op.
Men i stedet for en kuffert i hånden har han en kurv med sandwiches, krydrede nødder, bananer og andre snacks, som han prøver at sælge til passagererne.
Et indblik i det Sri Lankanske liv
Toget æder dovent skinner og et bugtende, grønt tæppe af teplantager forsvinder forbi os.
Det er her, størstedelen af Sri Lankas berømte ceylon-te bliver dyrket, og de tamilske teplukkere i farvestrålende sarier kribler omkring i plantagerne som små ihærdige myrer, mens de med de bare næver hiver bladene af og propper dem i en sæk, de slæber på ryggen.
Vi når det fladere højland, hvor bønder i bare tæer går omkring i rismarkerne. Vi ser børn, der vinker og løber efter toget og herreløse hunde, der slentrer omkring på skinnerne, upåvirket af den skramlende jernkasse, der kommer foruroligende tæt på dem.
Vi kører forbi vandfald, der maler hvide linjer på bjergskråningerne. Forbi skolegårde, hvor børn i hvide skoleuniformer spiller volleyball (Sri Lankas nationalsport) og cricket i den støvede, røde jord og forbi faldefærdige huse af blik.
Der er folk, der står ved skinnerne i midten af junglen og ser på toget køre forbi, tilsyneladende uden nogle planer for dagen. Eller måske venter de bare på at krydse skinnerne til den anden side af junglen.
Det er som om, vi får et hemmeligt, privat kig ind i folks baghave og et glimt af de lokales liv og hverdag.
Oplevelsen fra en døråbning
Men det er, som om det hele først falder på plads, da vi sætter os i døråbningen.
Under kørslen står dørene åbne, måske fordi vores topfart sjældent klemmer sig over 50 km/t, måske fordi de lokale bedst kan lide det på den måde.
Jeg skynder mig at snuppe en af de attraktive pladser, og det har en snert af fare over sig. Mens de lokale sidder afslappet og tilbagelænet, så holder jeg godt fast i håndtaget over mig for at sikre, at toget ikke får held med at ryste mig af.
Vinden blæser i håret, fødderne dingler, og af og til kommer vi så tæt på et vandfald, at jeg kan mærke sprøjtet. Jeg rækker hånden ud og griber fat i buskadset og indser, at det her er årsagen til at folk tager toget – bare at indånde landskabet og blive taget til et nyt, uudforsket sted på sin rejse.
Det føles af frihed.
